Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
Den norske Historie’]
Biskoppernes Kontrol med den underordnede Geistlighed og med
Presteembedernes Besættelse maa vistnok være blevet en
virksommere, efterat de havde faaet faste Sæder og bestemt
afgrænsede Omraader for sin Myndighed; men den gamle ukanoniske
Regel, hvorefter Kongen eller Almuerne eller de private
Kirke-eiere øvede Kaldsretten til de af dem eller deres Forfædre
opbyggede Kirker, stod fremdeles ved Magt. Presterne opnaaede
ved Tiendens Indførelse en mere anselig ydre Stilling end den,
de forud havde indtaget; men deres Forhold til Folket var dog
fremdeles et saadant, der stemte bedre overens med den
nationale Karakter, som det norske Omvendelsesverk fra først af havde
havt, end med det System, der nu var blevet det gjældende inden
den katholske Kirke. De levede blandt Bønderne som deres Lige,
knyttede til dem ved Frændskabs- og Svogerskabsbaand, uden
særskilte Bettigheder af nogen Betydning, undergivne den samme
Lov og de samme Domstole. «Vore Lærere,» heder det i
Gula-thingsloven,1 «skal* have samme Mandhelge som enhver anden
af os, og vi har afskaffet den Skik at straffe dem med Hug og
Slag, saasom vi besvogrer os med dem og lader vore Sønner
oplære»; — i et aristokratisk Bondesamfund som det norske maatte
det allerede gjælde som en stor Ting, at Presten optoges som
Ligemand i Bøndernes Kreds, og det kunde her vanskelig finde
Indgang, at der skulde tilkomme ham nogen særskilt eller høiere
Ret. I de gamle Kristenretter er det paabudt, at, naar der holdtes
Arveøl eller Sjæleøl efter en død Mand, da skulde Presten
og hans Kone indbydes; Presten skulde signe Øllet og Maden, og
han skulde da sidde i Høisædet og Konen hans ved Siden af ham.2
Lovene erkjendte saaledes ved denne Tid, ligesom endnu meget
senere, med rene Ord Presternes Ægteskab som gyldigt,3 og der
var i Norge ikke Tale om noget Coelibat, medens dette dog nu
forlængst var opstillet som en almindelig Fordring, inden den
katholske Kirke og for en stor Del allerede gjennemført.
Det synes endog, som at den norske Kirke ved det her
omtalte Tidspunkt har staaet tilbage for Naborigernes, ialtfald
Danmarks, i Hensyn paa Gjennemførelsen af de Krav, som
Tidsalderens hierarkiske Udvikling havde stillet i Forgrunden: Kirkens
Frihed, som det kaldtes, eller dens Uafhængighed af al verdslig
Myndighed og Geistlighedens Udsondring som en særegen Stand
fra det øvrige Folk. Vi minder om, hvad der før er berørt,4 at
Omvendelsesverket i Danmark og Sverige fra først af havde en
» Cap. 15.
2 G. L., Cap. 23. Eids. Kr. R., Cap. 48. 49.
3 Jvfr. F. L., VII. 17.
4 Se lste Del, S. 252—54.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
