Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290
I)en norske Historie
fik, kunde være paalidelige; han er fremdeles tilbøielig til at
deklamere, og man har, vistnok ikke uden Grund, mistænkt ham
for at ville (ligesom Tacitus) holde en indirekte Straffepræken
for sine egne Landsmænd ved at skildre de nordiske Folks Liv
og Seder i den skarpeste Modsætning til deres. Har
Nordmændene t. Eks. ikke bedre fortjent sin Berømmelse for ivrig
Kristendom end den Attest, der gives dem for Maadehold og Tarvelighed:
da har den ikke stort at betyde; thi det er noksom bekjendt af
baade ældre og yngre Kilder, at Maadehold i Mad og Drikke
aldrig har hørt til de sterkest fremtrædende Fortrin hos vort
Folk.
Over alle andre lovpriser Adam Islændingerne, som ved sin
Kjærlighed, der er saa stor, at alt hos dem er fælles, og sin
Lydighed ligeoverfor Biskoppen næsten synes at fremstille Idealet
af et kristeligt Samfund, og herved er nu det at merke, at denne
Skildring paa en iøinefaldende Maade svarer til, hvad Islands
egne Kildeskrifter ved at berette. Bigtignok er der en
Uoverensstemmelse i Hensyn paa Tiden; Adam af Bremen synes at have
foregrebet Udviklingen et lidet Gran ved den Ros, han yder
Islændingerne for Lydighed ligeoverfor sin Biskop. Han skrev nemlig,,
medens den første islandske Biskop Isleif endnu levede, og om
Isleif heder det udtrykkelig i Hungrvaka,1 at «han i sin
Biskops-dom havde stor Nød i mange Maader paa Grund af Folkets
Ulydighed; man kan nogenlunde skjønne, hvor stor Nød han har
været i ved sine Undergivnes Ulydighed, Vantro og slette Seder>
deraf, at i hans Tid Lovsigemanden paa én Gang levede sammen
med Moder og Datter, og da lagde somme Mænd sig paa
Vikingetog og Rov, og mangt og meget tog Folk sig da til, der vilde
synes noget ganske uhørt, om det hændte nu». Men paa hans
Søn og Eftermand Gissur’s Styrelsestid synes Adam af Rremens
Skildring at passe fuldkommen, efter de islandske Kilders
Vidnesbyrd. Riskop Gissur Isleifssøn flk sat igjennem Tiendens
Indførelse paa Island, endnu før den var almindelig indført i noget
andet nordisk Land, og dette er, siger Are Frode i sin
Islendinga-bok, «et stort Tegn paa, hvor lydige Indbyggerne var denne
Mand, at han kunde bringe det dertil, at alt det Gods, der fandtes
paa Island, ja Landet selv blev vurderet under Ed, og Tiender
udredede, og en Lov derom vedtagen, at det skal være saa,
saalænge Island er bebygget».2 Hans Fader havde paa sit yderste
erklæret, at Islændingerne vilde have vanskeligt ved at faa en ny
Riskop, medmindre de forpligtede sig til at vise større
Ærbødighed mod hans Eftermand, end de havde vist mod ham, og Søn-
1 Gap. 2. Biskupa-Sögur, I. 62.
2 Cap. 10. Isl. Sög., 7. 16.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
