Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
I)en norske Historie
Aand og den personlige Indflydelse, han øvede paa Landets
Høvdinger.1 Det viser sig nemlig, at om end hans Forgjænger havde
havt mere Grund end han selv til at klage over Folkets
Ulydighed, saa var dog i det hele det Aarhundrede, der fulgte nærmest
efter Kristendommens Indførelse og fuldkomne Befæstelse som
Statsreligion, udmerket i Islands Historie ved en indre Fred, en
begivenhedsløs Bo, som staar i paafaldende Modsætning til den
nærmest forudgaaende Periodes voldsomme Badninger. Tiden
fra 930 til omkring 1030 er, som før udhævet, Islands store
Sagatid; det er til denne Periode, at de fleste Traditioner henføres,
hvoraf Sagaforfatterne har øst sit Stof; det var da, at de
«Stor-tidender» forefaldt, der danner Indholdet for de fleste og bedste
af de islandske Ættesagaer, og som fremstiller Billedet for os af
et uroligt gjærende Liv, af Kraft og Kløgt, men tillige af en ofte
frastødende Sedernes Raahed og Vildhed. Ved Aar 1030 er det,
som om Scenen med én Gang skiftes om. Kilderne til det
følgende Aarhundredes Historie er baade langt færre og har tildels
en ganske anden Karakter end Kilderne til det nærmes
forudgaa-endes. En enkelt ubetydelig Proces-Historie (Bandamanna-Saga)
og nogle faa i de norske Kongesagaer indflettede Smaafortællinger
om islandske Mænds Skjæbner i Norge fraregnet, er vi for dette
Tidsrums Historie udelukkende henviste til Levnetsbeskrivelser
af Biskopperne, der lægger an paa at opbygge, og som, i
Overensstemmelse med sin Gjenstand, er affattede i en prædikenagtig,
legendemæssig Stil. De blodige Privatfeider, de voldsomme Kampe
paa Thingene, Kappestriden mellem de hensynsløst-ærgjerrige og
stridbare Høvdinger, der i den forudgaaende Periode gav
Traditionen et saa rigt Stof at bevare, viser sig at være bleven,
omtrent samtidig med at Kristendommen opnaaede fuld
Anerkjendelse som Statsreligion, afløst af en gjennem lange Tider uafbrudt
fredelig indre Udvikling. Og heri turde man da vel altsaa have
Ret til at «spore Kristendommens kraftige Virkninger til
Folkeaander Formildelse og Sedernes Afslibning».2
Men har disse Virkninger ytret sig paa Island, kan det ikke
slaa feil, at de ligeledes maa have ytret sig i Norge. Ogsaa paa
Island var nemlig Kampen mellem den gamle og den nye Lære meget
kortvarig og blev ogsaa her afgjort til den sidstes Fordel,
væsentlig paa Grund af rent ydre, politiske Hensyn, om end ikke
Kristendommen her, som i Norge, indførtes ved ligefrem Tvang eller
stod i ligefrem Forbindelse med Grundlæggelse af en ny Stats-
1 Saaledes Munch, N. F. H., II. S. 6U0: «Med Biskop Gissurs Død ophørte
den lange fredelige Periode paa Island. Det er tydeligt nok, at det ene var hans
overlegne Aand og ubegrænsede Indflydelse, der holdt de mægtige Høvdinger i
Tømme.»
2 Keyser, Kirkehist., I. S. 149.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
