Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirken og Kristendommen 1030—1130
297
lem Mand og Kvinde, hvortil Sagaoldet forud for 1030 ikke paa
langt nær frembyder noget Sidestykke.
Vi kan, naar vi stiller os Sturlungetidens oprørende
Mordbrands- og Overfaldsscener for Øie, umuligt lade den
forudgaaende Periodes indre Fred gjælde som et Vidnesbyrd om, at
Religionsskiftet skulde have øvet en umiddelbar Indflydelse til at hæve
Folkets Moral; vi kan det saameget mindre, som vi, netop
samtidig med at Partifeiderne atter kom i Gang, — d. v. s. efter
Midten af det 12te Aarhundrede, — møder de første Tegn paa en
dybere Tilegnelse af den nye Religion, de første Ytringer af et
virkelig religiøst-kirkeligt Liv hos Islændingerne,
overensstemmende med det, hvorigjennem Kristendommen andensteds
aabenbarede sin moralske Indflydelse. Vi maa se os om efter andre
Grunde til hin Fred, der saa fordelagtig udmerker det første
Aarhundrede efter Kristendommens Indførelse paa Island, og vi
finder disse i den politiske Udvikling.
Hvad der gav Perioden før 1030 dens urolige og voldsomme
Præg, var — foruden Sammenstødet mellem Hedenskab og
Kristendom — den Omstændighed, at Forfatningsforholdene endnu
savnede Orden og Fasthed. En Række af store Ætter, hos hvem en
aristokratisk Æresfølelse og Sans for og Evne til at herske var
udviklet, havde taget Landet i Residdelse uden nogen fælles Plan
eller indbyrdes Aftale; de byggede Templer og lod indrette
Thing-steder paa sine Landnaam, og hver af dem samlede om sig en
Menighed af mindre mægtige eller mindre høibyrdige Familjer,
der ikke følte sig sterke nok til at staa paa egne Ben; men de
saaledes opstaaede Smaastater havde ingen fast Begrænsning og
var fra først af ikke indbyrdes forbundne ved noget retsligt Baand.
Forholdet mellem den enkelte Gode og hans Undersaatter var et
rent personligt og kunde løses fra begge Sider; blev nogen
mis-fornøiet med den Høvding, til hvis Menighed han hørte, stod det
ham frit for at melde sig ud af den og træde ind i en anden,
hvis Forstander var villig til at modtage ham som sin
Thing-mand;1 heller ikke var der noget retsligt til Hinder for, at hver,
som vilde, kunde bygge et nyt Tempel, indrette et nyt Thingsted
og forsøge paa at danne en ny Ståt eller Menighed, sideordnet og
ligeberettiget med de forud bestaaende. I disse Forhold laa
selvfølgelig Spiren til en Uendelighed af Bivninger og fiendtlige Sam-
1 Se Maurer, Island, S. 40—43, 55, 156—57, der hævder, at Godordene fra
forst af var rent personlige Associationer uden nogen bestemt territorial
Begrænsning, — mod Keyser (Norges Retsforf. S. 260) og Munch (N. F. II.. III. S. 782—83),
som mener — vistnok med Urette —, at de først antog en saadan Karakter efter
1004, da nye Godord var blevne føiede til de gamle i Forbindelse med
Fimtardo-mens Oprettelse, eller endog først i Sturlungetiden, som Følge af den da
stedfundne Ophobning af Godord paa enkelte Hænder. Dette sidste maatte netop,
— hvad siden skal omtales, — virke i en modsat Retning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
