Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Borgerkrigene. — Forhund mellem Aristokrati og Hierarki
315
Lendermandsaristokratiets hele senere Forhold lidet sandsynligt,
at hvad der bevægede en Hallkell Huuk, der under de følgende
Thronfeider viste sig saa egennyttig og upaalidelig, eller en
Inge-mar af Ask eller en Thjostulf Aalessøn til at optræde for den dem
ubekjendte Udlænding, udelukkende skulde have været
Overbevisningen om hans Ret, der dog altid maatte synes noget
tvivlsom, og ikke ligesaameget eller snarere ærgjerrige Beregninger
og Udsigten til at opnaa Hæder og Magt under en Konge, der
skyldte dem sin Stilling.
Efter Sigurd Jorsalfarers Død ilede hans Søn Magnus med at
sætte sig i Besiddelse af de kongelige Skatte og at sammenkalde
et Thing (i Oslo), hvor han lod sig tage til Konge over hele
Landet. Men Harald Gille, eller rettere hans Venner og Tilhængere,
blandt hvilke Ragnvald Jarl og hans Fader Kol først og fremst
nævnes, satte sig ogsaa i Bevægelse og sørgede ligeledes for at
faa sammen et Thing (i Tunsberg), hvor Harald blev hyldet som
Konge over det halve Rige, idet man satte sig udover den Ed,
han tidligere havde svoret, under Paaskud af, at den var ham
aftvungen og derfor ikke kunde have bindende Kraft. De to
Thronprætendenter stod nu i nogle Dage truende ligeoverfor
hinanden; men da Harald, endnu før den første Uge var forløben,
talte langt flere Tilhængere end Magnus, fandt denne det
raade-ligst at give efter og at indrømme sin Medbeiler, hvad han
krævede. Ogsaa her giver Omstændighederne Grund til at tro, at
det ikke var saameget for Haralds egen Skyld, som fordi han var
et Redskab for visse af de fornemste Ætters Herskesyge og
Ærgjerrighed, at hans Sag blev saa godt understøttet: man maatte
nu have lært ham at kjende, og man (d. v. s. Lederne for hans
Parti) maa have skjønnet, at han ikke duede til at være mere
end Konge af Navn: Kilderne stemmer overens om, at hans
Forstand var indskrænket;1 han var opvokset i Udlandet og vedblev
uden Tvivl stedse at være fremmed for det norske Folks Aand
og Institutioner; han lærte aldrig at tale rigtig norsk, og hans
Radbrækken af Sproget gjorde ham til Spot for hans Omgivelser;
hans Krav paa at faa Del i Rigsstyrelsen stred baade mod den
Ed, han selv havde svoret, og mod den, som Sigurd Jorsalfarer
havde ladet Folket tilsværge sig, at Sønnen skulde have Riget
efter ham; over hans Herkomst maatte der altid hvile et vist
Mørke, medens hans Medbeiler dog altid havde det ustridige
Fortrin at være den sidstafdøde folkekjære Konges eneste efterladte
Søn: — det synes ikke rimeligt, at en saadan Thronprætendent
1 Saxo (Müller’s Udg. S. 660) siger om ham, at han ikke besad nogen Aandens
Gaver «excepta liberalitate». Morkinsk., S. 205: «var pat mælt, at hann (a: Harald
Gille) veri ecki vitr majjr.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
