Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
I)en norske Historie
de vilde;1 Høvdingerne var tilfredse, fordi det var dem, der i
Virkeligheden styrede i Kongens Navn, og Høvdingernes Mening
blev som sedvanlig ogsaa Folkets. Harald stod sig ligeledes godt
med Geistligheden, ja, han blev endog efter sin Død kaldt en
hellig Mand, trods det forargelige Liv, han havde ført, og uagtet
han, — hvad der vel ansaaes for endnu værre, — engang havde
ladet en Biskop hænge. Begge disse Klasser maatte, idet de
nærmede sig til hinanden og arbeidede paa at opnaa en uafhængig
Stilling i Staten, finde sin Regning ved, at Kongedømmet var svagt
repræsenteret. Derfor kunde Sigurd Slembedjakn, om hvem alle,
baade Venner og Uvenner, blev enige, — da han var død —, at
ingen Mand havde været mere udmerket i alle Henseender end
han, saavidt de vidste om,2 heller ingen Vei komme med sin
Fordring paa at faa Del i Biget, uagtet hans kongelige Byrd, naar
alt kommer til alt, neppe var mere tvivlsom end Harald Gilles.3
Det heder, at han, da han meldte sig med sine Krav, ikke straks
fik Svar, men at Kongen forelagde Sagen for sine Baadgivere, og
at disse da talte sig imellem og mente, at Sigurd, om han fik Del
i Riget, vilde blive dem for stor, som Magnus havde været,
medens Lendermændene nu havde det saa godt og roligt og styrede
Landet efter eget Behag, hvorfor de gav det Baad, at Sigurd
skulde gribes og aflives under Paaskud af, at han havde været
med ved Drabet paa Kongens Ven, den orknøske Høvding
Thor-kell Fostre.4 Det lykkedes ham at undgaa dette Anslag og kort
efter at rydde Harald Gille afveien; men sit Maal kom han
derved ikke nærmere; Høvdingerne vedblev at staa ham imod med
en Styrke og Enighed, der umulig lader sig fyldestgjørende
forklare af deres Tvivl om hans kongelige Byrd alene, endnu mindre
af nogen Afsky over, at han havde ladet sin egen foregivne
Broder dræbe (man erindre, hvorledes Magnus Blinde var bleven
medfaret). Det Slag, som var bleven dem tilføiet, bragte dem
ikke ud af Fatning, saa uventet det end havde været; de satte
sig øieblikkelig i Bevægelse for at sikre den dræbte Konges
Sønner Thronfølgen; den ene blev hyldet i Viken, den anden i det
Throndhjemske; overalt var Storhøvdingerne virksomme til deres
Fordel; overalt sluttede Menigmand sig til dem, allermest, som
det heder, fordi deres Fader kaldtes hellig (hvilket vel betyder
at deres Sag ligeledes blev støttet af Geistligheden), og Riget blev
1 Heimskr., S. Magn. Bl. ok Har. Gill., Cap. 1.
2 Morkinsk., S. 221: «Oc er hann var davfir, vrf>o allir a eitt sattir bef» vinir
hans oc ovinir, at engi mafir heff>i gervari at ser verit en Sigurör vm alla lvti,
sva at menn viti.»
3 At han ikke turde indlade sig paa at bevise den ved Jernbyrd, vidner kun
oin, at han havde de raadendes Stemmer mod sig. Baade Sagaerne og Saxo
Grammaticus omtaler ham som en virkelig Søn af Magnus Barfod.
4 Morkinsk., S. 205.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
