Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360
I)en norske Historie
sig gjennem en Række af Aar, trods den mest afgjorte og
vedholdende Modgang. Magnus led Nederlag paa Nederlag og maatte
Gang efter Gang tage sin Tilflugt til Danmark; men han vendte
tilbage lige sterk eller sterkere end før. Saa uheldig han var,
faldt det ham altid let at samle Folk paanyt om sig. I Sverres
Saga1 heder det, at dette kom deraf, at Landsfolket gjerne vilde
tjene en Ætling af Sigurd Jorsalfarer, medens alle nærede Uvilje
mod Harald Gilles Afkom. Men hvorvel det vistnok kom Magnus
tilgode, at han stammede fra Sigurd Jorsalfarer, ser man dog let,
at denne Forklaring ikke kan tilfredsstille, og at den endog er
ligefrem falsk, forsaavidt som den fremstiller Harald Gilles Æt
som Gjenstand for en almindelig Uvilje. Det samme Parti, der
hævede Magnus Erlingsson paa Thronen, havde forud været
samlet om Harald Gilles Søn Inge, og denne var saa populær
som faa norske Konger enten før eller siden, og det netop
fortrinsvis i de Dele af Landet, hvor ogsaa Magnus havde sine fleste
og ivrigste Tilhængere. Det kan altsaa ikke have været, fordi
Sverre udledede sin Æt fra Harald Gille, at han fandt en saa
seig Modstand, og at Folket aldrig blev kjed af at støtte hans
Medbeiler. Værre var det naturligvis, at han intet Bevis havde
for sin foregivne kongelige Ryrd; dog synes Tvivlene i saa
Henseende snarere at have været et Paaskud end den virkelige Grund
for Stormændenes Had; disse samme Stormænd viste baade før
og siden, at de ikke lagde nogen overdreven Vegt paa
Kongeblodet, idet de uden Retænkning og paa det ivrigste bekjæmpede
Thronprætendenter, hvis kongelige Ryrd ingen drog i Tvivl, medens
de hyldede andre, om hvem det var dem selv fuldkommen vel
bekjendt, at de ikke var, hvad de blev udgivne for at være.
Magnus Erlingssøns personlige Egenskaber bidrog vistnok til at
gjøre ham populær; men naar vi ser, hvor store Ryrder denne
Hengivenhed formaaede at bære uden at trættes eller slides op, faar
vi dog et bestemt Indtryk af, at den var mere end Udtryk for et blot
personligt Forhold, — at den hentede Næring fra mere almene,
dybere liggende Interesser, og at disse Interesser omfattedes ikke
blot af Kirkefyrsterne, hvis Indflydelse paa Folket neppe var
stor, men ogsaa af de verdslige Stormænd. Almuen havde hidtil
forholdt sig saa temmelig passiv under Thronfeiderne; det var
alene de aristokratiske Ætter, der havde politisk Ærgjerrighed
og politiske Interesser, og som af disse lod sig bestemme til at
tage Parti for den ene eller den anden af de stridende Parter;
om de menige Rønder syntes det derimod at gjælde, hvad Sverre
sagde i en af sine Taler: «beim er sva gefit, sem skåldit kvad:
» Capp. 4 og 90.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
