Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kong Sverre. —
Birkebeiner og Bagler
361
Ætla ek mér hina mæru
munnfagra Jörunni,
hvegi er fundr meö frægjum
ferr Magnüsi ok Sverri.»1
Dette Forhold var jo ogsaa det naturlige; naar derfor under
Feiderne mellem Sverre og Magnus Erlingsson ogsaa en stor Del
af den fredelige Bondealmue droges ind i Striden og viste et
virksomt og vedholdende Fiendskab mod Sverre, maa vi heri
først og fremst se et Vidnesbyrd om, hvor ivrigt og enigt
Høvdingætterne ved denne Leilighed har udnyttet sin Indflydelse paa
det øvrige Folk og bearbeidet Opinionen til Fordel for den af
dem støttede Sag. Det er tydeligt, at de ialfald denne Gang har
havt en Følelse af, at det var mere end blotte personlige
Spørgsmaal, hvorom der blev stredet, at det var en principiel
Modsætning, der skilte dem fra deres Modstandere. De sad i Kong
Magnus’s Veitsler og optog alle mere ærefulde eller
indftydelses-rige Pladser i hans Hird; de kunde i ham se Repræsentanten for
sin egen Magt, og de kunde tro sig sikre paa at faa Del i
Kongedømmets Indflydelse og Indtægter, saalænge han og hans Æt sad
paa Thronen, medens de maatte forudse, at Kongedømmet efter
«den gamle Lov», om det nu atter blev gjenreist, vilde komme
til at staa steilere i sin Uafhængighed end nogensinde før og
vilde mere eftertrykkeligt end nogensinde tilbagevise deres Krav
paa at være Kongens selvskrevne Raadgivere, de selvskrevne
Deltagere i hans styrende Myndighed, odelsbaarne til hans Veitsler
og Værdigheder. Derfor stod de ogsaa, — paa faa Undtagelser
nær, — fast ved Magnus Erlingssøns Side og kjæmpede for hans
Sag med en Ihærdighed og grænseløs Forbitrelse, som naar man
kjæmper pro aris et focis. Sverre roste sig nogen Tid efter
Slaget paa Ilevoldene, da Magnus første Gang var flygtet til Danmark
(1181), for sine Mænd deraf, at «han nu havde alle Kong Magnus’s
Lendermænds Troskab i sin Lomme, Nikolas Kuvungs alene
undtagen», hvilket skulde betyde saameget, som at han havde
modtaget hemmelige Breve fra dem alle, i hvilke de tilbød ham sit
Venskab, naar han vilde skjænke dem Grid.2 Men
Troværdigheden af dette Udsagn er vel mere end tvivlsom, og om saadanne
Tilbud virkelig har været gjorte, er det ialfald vist, at de ikke kan
have været synderlig oprigtig mente. Der tales nemlig ikke om
noget mere almindeligt Frafald blandt Lendermændene i den
1 «De bryder sig kun" om at frelse sit eget Skind og sige med Skalden: Jeg
tiltænker mig den skjønne, mundfagre Jorunn, hvordan saa Slaget mellem Magnus
og Sverre løber af.» Sv. S., Cap. 42.
2 Sv. S., Cap. 50.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
