Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kong Sverre. — Birkebeiner og Bagler
363
for Dagen under Slagene; han yndede den gamle Skaldekunst,
talte godt for sig, var «drykkjumaör mikill», «kvennamaör mikill»,
livsglad og lystig, rundhaandet og nedladende.1 Sverre derimod
havde en altfor nøkter Natur til at kunne sætte Pris paa
Skalder-nes Ordbram; hans personlige Mod var vistnok overordentligt,
men han brød sig ikke om at vise det paa nogen iøinefaldende
Maade; det var forenet med klog Forsigtighed, og han udsatte
sig heller for at gjælde som mindre kjæk end for at gaa glip af
nogen virkelig Fordel;2 han mente, at det var ukongeligt at
optræde som Slaaskjæmpe,3 og vandt heller sine Slag ved klogt
udtænkte Raad og en vel beregnet Opstilling og Benyttelse af sine
Stridskræfter end ved en stormende Gaaenpaa; hans Personlighed
var i det hele mere dyb end glimrende, og der er noget af en
nyere Tids Prosaisme over ham i Modsætning til den gamle
Heltetids Poesi. Hvordan det nu end hænger sammen med hans
kongelige Byrd, saa er det vist, at det ikke er den, men snarere
Opdragelsen i den færøske Smeds Hus, der har præget hans
Væsen, som gjør langt mere Indtrykket af demokratisk bonsens (sund
Fornuft) end af aristokratisk point d’honncur (Æresfølelse) og
Bidderlighed. Han stod desuden alene paa sin Side; hans Følge
bestod af raa Eventyrere eller endog ligefremme Bøvere og
Bans-mænd, hvis Formaal var at komme til at «sope Bondens
Gjemmer med sine skidne Hænder»,4 og som, endog efterat Sverre
havde opdraget og hærdet dem og renset dem for det værste
Udskud, ikke kunde hæve sig til noget mere end et Slags
Soldateske, et Krigskammeratskab, der vel udmerkede sig ved sin
Disciplin og ubetingede Hengivenhed ligeoverfor sin Fører, men
som paa den anden Side vedblev at staa fiendtlig eller fremmed
ligeoverfor Aristokratiet og det fredelige Bondesamfund med dets
Kultur og Traditioner.5
Man skulde tro, at en Seir, der var vundet paa en slig Maade
og ved slige Midler, umulig kunde faa vedvarende Betydning.
Man skulde tro, at Sverre, der baade havde Folkestemningen og
1 Sv. S., Cap. 90.
3 Sv. S., Cap. 181. Sverres Tale under Slaget med Bønderne i Oslo: «Ulikir
eru f>ér f>eim Birkebeinum, er géngu til lands med mér möti Magntisi Konüngi;
J>eim Jjötta ek eigi nytr til at vera i orrostum meö J>eim, ok sögöü f>eir ]>6, at
varygö géngi til, en allir aörir sögöu mér bleyöi til ganga.» Jvfr. Sverres Ord til
Biskop Nikolas (Cap. 129): «£>at mundi mælt, ef vit Nikulds biskup berdimst,
at {iår væri greyja mot, er i hvärigum er hügrinn.»
3 Jvfr. Sverres Ord til Kong Magnus: «Er f>at ukonungligt at berjast i
ein-vfgjum sem kempur.» Sv. S., Cap. 55.
4 Sv. S., Cap. 87.
5 Magnus Erlingsson sagde i sin Tale før Slaget ved Nordnes (1181): «Vér
hö-fum til möts göfugmenni ok göömenni, en f>eir (o: Birkebeinerne) hafa ekki utan
{jjöfa ok ransmenn ok önnur illmenni, sem guö steypi J>eim.» Det er en Fiendes
Ord, men der maa have været en Sandhed under Overdrivelsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
