Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
366
I)en norske Historie
om, hvad der var Lov i hvert enkelt Tilfælde (segja lög), eller at
optræde som Mægler eller Voldgiftsmand, naar de stridende
Parter enedes om heller ad denne Vei at faa sin Sag afgjort end at
lade den paadømme til Thinge; men det fulgte af sig selv, at en
Underretning om, hvad der var Lov, eller en Kjendelse givet af
de lovkyndigste Mænd, som dertil støttedes ved den kongelige
Autoritet, i de allerfleste Tilfælde virkelig blev respekteret, som
om det havde været en Dom, og det varede da heller ikke længe,
inden den af Lagmændene øvede Retspleie ogsaa i Formen kunde
hæves udover den halvt private eller frivillige Karakter, som den
fra først af havde. Kongedømmet tilegnede sig saaledes, med ét
Slag og alligevel uden noget voldsomt Brud paa Forfatningen, en
vidtstrakt dømmende Myndighed. En saadan havde det vistnok
allerede forud faktisk øvet, forsaavidt som det jævnlig havde
hændt, at Retstrætter blev henskudte under Kongernes Afgjørelse;
men dels havde denne deres Virksomhed som Dommere eller
Forligsmæglere havt en rent privat Karakter, dels havde den
nødvendigvis maattet være indskrænket inden et snevert Omraade,
saalænge den kun udgik fra dem selv personlig. Først ved at
øves af en Række af Embedsmænd, til hvem enhver let kunde
faa Adgang, og som specielt var uddannede og lønnede for at
«skifte Ret» mellem Folk, kunde den komme til at gribe om sig
og faa Betydning i statsretlig Henseende. Kongen optraadte
gjennem denne nye Klasse af Tjenestemænd paa en iøinefaldende
Maade sotn Lovens og Retfærdighedens Haandhæver og de
svageres selvskrevne Beskytter ligeoverfor den rige eller mægtige.
Det var selvfølgelig Smaabønder og Folk i ringe Kaar, som
fremfor andre maatte tænkes at ville ty til Lagmandens Veiledning
eller søge en Støtte i de af ham afgivne Orskurder, fordi de
savnede egen Lovkundskab, ofte vel ogsaa Magt og Midler til at søge
sin Ret ved Thingene, og det var øiensynlig ogsaa for dem, at
Embedet nærmest blev indstiftet; det har været en demokratisk
Tanke, der fra først af gav Stødet til den hele Indretning, — en
Tanke, som maatte ligge Sverre nær efter den Maade, hvorpaa
han selv var kommet til Magten, og hvis Betydning for
Kongedømmets fremtidige Udvikling hans Skarpblik utvivlsomt har
erkjendt; derfor sagde ogsaa Lagmanden Gunnar Grjonbak paa
Rigsmødet i Bergen i 1223: «Da Kong Sverre overdrog mig dette
mit Embede, bød han mig at skifte Ret mellem Kotkarle og ikke
mellem Høvdinger.» Lagmands-Institutionen maatte følgelig
bidrage til at udvide Kløften mellem Aristokrati og Almue, medens
omvendt Raandet mellem Konge og Folk blev fastere knyttet;
den overførte paa Kongedømmet en Rolle, svarende til den, som
Lendermandsætterne i den ældre Tid havde spillet, og hvortil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
