Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kong Sverre. — Birkebeiner og Bagler
379
og deres Færd fører os tilbage til Tiden forud for det store
Vendepunkt, da Erling Skakke og Erkebiskop Eystein samlede
Aristokratiet og Hierarkiet og fik vedtaget en ny Statsret, der
gav Udtryk for begge Klassers politiske Interesser. Kuvlungerne
opstillede som Tlironprætendent ligeoverfor Sverre en Munk, der
udgaves for en uegte Søn af Kong Inge Haraldsson; Varbelgerne
havde med sig fra Danmark, hvor deres Flok samlede sig, en
liden Gut, hvem de kaldte en Søn af Magnus Erlingssøn;
Øiskeg-gernes Thronprætendent endelig var en anden üegte Søn af
Magnus. Kun den sidstnævntes kongelige Byrd var hævet over
enhver Tvivl, og de nye og bedre Regler for Thronfølgen, som
var beregnede paa at støtte Magnus Erlingssøns Kongedømme,
og hvori hans Parti kunde siges at have opstillet sit politiske
Program, var i alle Tilfælde skudt tilside. Der var ikke længer
Tale om Førstefødselsret eller om uegte Sønners Udelukkelse
eller om Prøvelse af Kongsemnets Værdighed ved et Udvalg af
Rigets bedste Mænd, — alle disse Principer, der stemte saa godt
baade med Landets sande Tarv og den fremadskridende
Oplysning og med de aristokratisk-hierarkiske Standsinteresser, og
som syntes at skulle give det Parti, der fra først af havde
opstillet dem, en saa bred og sikker Grund at staa paa. Sverres
nye Modstandere havde ingen anden eller bedre eller mere
utvivlsom Adkomst til Thronen end den, han selv kunde
paaberaabe sig; det hele syntes kun en Strid om Personer, hvorved
Fordelen ubetinget maatte være paa dens Side, der allerede var
i faktisk Besiddelse af Magten. Disse Opstandsforsøg udgik fra
Mænd, der tilhørte de gamle Storætter; det var Aristokratiets
Had eller Hævnfølelse ligeoverfor Sverre, der gav sig Luft
gjennem dem; ogsaa Hierarkiets ledende Mænd har, som man ser,
havt sin Finger med i Spillet;1 men Kuvlungerne, Varbelgerne og
Øiskeggerne stillede ikke nogen almen og aabent udtalt Interesse
i Forgrunden; de reiste ingen Fane, hvorom Aristokrati og
Hierarki kunde samle sig. Deres Flokke opløste sig ogsaa ligesaa
hurtigt, som de havde dannet sig, og deres Færd ligeoverfor
fredelige Bønder og Bymænd var tildels en saadan, at Sverre
ønskedes velkommen der, hvor hans Navn forud kun blev nævnt
med Forbandelser.2
Langt mere omfattende og varig blev den sidste i Rækken af
disse Opstande, og denne Gang syntes ogsaa Reisningen at have
1 Erkebiskop Eysteins nærmaste Frænder var med blandt Kuvlungernes
Høvdinger (jvfr. Munch, N. F. H., III. S. 198, 105); Biskop Nikolas Arnessøn var
den egentlige Ophavsmand til Øiskeggernes Beisning.
2 Sv. S. Cap. 100. Da Kuvlungerne havde sat sig fast i Bergen og Sverre kom
og drev dem bort, heder det: «på varö f>at fyrsta sinni, at Sverrir konungr kom
svå til Björgynjar. at allr lyör varö feginn.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
