Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kong Sverre. — Birkebeiner og Bagler
at det var urgammelt, og at det ved sin Oprindelse var knyttet
til en Tingenes Orden, som holdt paa at forsvinde, hvis
Opløsning ikke kunde stanses, fordi den krævedes af den
fremadskridende Tidsaand.
Lendermandsætterne i det 12te Aarhundrede var — for at
gjentage, hvad der allerede ofte er bleven fremhævet — en Levning
af Fylkestidens Aristokrati. Det var enkelte af de høieste og
kraftigste Stammer, der blev staaende igjen af Skogen hist og her,
medens det blev gjort lyst rundt om dem. Deres Kroner ragede
saameget sterkere frem, men de savnede til Gjengjæld mere og
mere det Ly, som den tætte Underskog engang havde givet dem.
Hvad der væsentlig bidrog til at holde dem oppe, medens Niveauet
rundt om dem sank, var, at de flk Del i Kongedømmets Magt og
Glans, til Erstatning for den tabte suveræne Herskerstilling. De
blev Kongedømmets Allierede, og denne Alliance var i Grunden
en ny Form for deres selvstændige Høvdingemagt og blev arvelig
som denne, fordi den var foreskrevet af et gjensidigt Behov og i
begge Parters egen velforstaaede Interesse. Kongen gav
F3rlkes-aristokratiets ledende Ætter Veitsler og Værdigheder; til
Gjengjæld stillede disse sin nedarvede Indflydelse og Anseelse til
Kongens Tjeneste. Han kunde ikke undvære denne Støtte, naar han
skulde være sikker paa Folkets Lydighed, og for dem blev den
kongelige Værdighed en mere og mere uundværlig Udmerkelse
eller Velstandskilde, naar de skulde hævde sin aristokratiske Rang
inden Samfundet. Saaledes gik de «hersbaarne» Ætter over til at
blive «lenderbaarne»; Lendermands-Sønner sagdes at være i
«land-vonum»,1 d. v. s., det forudsattes, at de vilde arve Værdigheden
efter deres Fædre, og denne Forventning blev vistnok kun
overmaade sjelden skuffet. Kongen havde formel Ret til at forbigaa
dem, men ved at gjøre dette stødte han fra sig en Magt, der
kunde blive en nyttig Allieret og en farlig Modstander. Han
havde Ret til at bortgive Lendermandsværdigheden til nye Mænd;
men ogsaa herved udsatte han sig for Uvilje fra de gamle
Storætters Side, der selvfølgelig nødig delte med andre, og som, endnu
længe efterat Kongens Myndighed var bleven fuldt anerkjendt og
befæstet, alene ved det Tryk, de øvede paa Opinionen, kunde
hindre ham fra at bruge sin Ret i saa Henseende. Det fortælles
om de foregivne danske Sendebud, hvem Harald Haardraade
udskikkede for at prøve Høvdingernes Troskab, at de ogsaa kom
til Høgne Lanybjørnssøn, en rig og i sin Kreds høit anseet Bonde,
og bragte frem sit Erinde for ham, og at han gav dem til Svar,
at, saafremt Kong Svein kom med Hærskjold til Norge, vilde han
1 Æ. Borgarth. Chr.-R., Cap. 12.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
