Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
400
I)en norske Historie
ligesom udenfra indbrydende, i dens Karakter, alligevel kun har
tjent til at fremskynde en Bevægelse, som, ogsaa uden den, vilde
have ført til et væsentlig lignende Resultat. Var Magnus
Erlingssøn og hans Æt bleven siddende paa Thronen, havde vistnok de
gamle Storætter kunnet bevare sin dominerende Stilling noget
længere og bedre. Magnus selv og hans nærmeste Efterfølgere
maatte have følt sig saavidt forpligtet ligeoverfor dem, at de
havde ladet dem sidde i Fred i de kongelige Veitsler og
Værdigheder, og at de havde vedblevet saavidt muligt at søge Raad og
Støtte hos dem. Men den indre Opløsning kunde dog derved
ikke i Længden have været stanset. Ætterne vilde alligevel
efterhaanden have døet ud eller smeltet sammen; den selvstændige
Grundvold for deres Magt vilde alligevel have vedblevet at smuldre
hen; Lendermandsværdigheden vilde alligevel have skrumpet ind
til en blot Hof- eller Embedstitel.
Og uden et nogenledes kraftigt og selvstændigt Aristokrati
som Forbundsfælle skulde Geistligheden ikke have formaaet at
drage Konsekvenserne af den i 1164 grundlagte nye Statsret. Vi
har seet, hvor sterke Vaaben denne Statsret lagde i de geistlige
Stormænds Haand ligeoverfor Kongedømmet, og for disses
Vedkommende var det ganske vist langt mindre sandsynligt end for
deres verdslige Forbundsfællers, at de vilde have ladet nogen
Fordel gaa fra sig af Mangel paa Sammenhold eller klart bevidste
og bestemte Partiformaal. Men der skulde sterke Hænder til at
bruge disse Vaaben; det var ikke nok, at Loven gav en Rettighed;
den maatte tillige indtil en vis Grad have Støtte i Opinionen for
at blive mere end en blot Form; en saa stor og med den nationale
Statsskik saa lidet stemmende Rettighed som den, der var
indrømmet Kirkefyrsterne i 1164: — at sidde til Doms over
Thron-arvingens moralske Værdighed, at foreskrive ham Betingelser
eller negte ham den Plads, hvortil han var født og baaren, —
vilde det alene have kunnet nytte dem at gjøre gjældende under
Forudsætning af, at de havde havt et vel disciplineret, af den
hierarkiske Aand gjennemtrængt Presleskab til sin Raadighed, og
at Kirkens og Geistlighedens Magt over Folkets Sind havde været
en stor og fuldt befæstet. Og hvor langt det var fra, at denne
Forudsætning fandt Sted, viser Sverres Historie paa det klareste.
Ligeoverfor denne «frafaldne Prest», hvis Fødsel og Fortid var
indhyllet i Mørke, og som var Gjenstand for en almindelig og
dybt indgroet Uvilje, syntes Kirken at indtage en saa gunstig
Positition som vel muligt, og ligeoverfor ham bragte den alle
sine Virkemidler i Anvendelse, uden at det dog frugtede noget.
Selve de Oprørsflokke, der reiste sig i dens Navn, viste ved sin
Holdning, hvor lidet den og dens Interesser i Virkeligheden havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
