Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424
Den norske Historie
modstridende Tendenser en allerede havde fremtraadt som den
afgjort overlegne, — som den, til hvilken Folket med stadig
stigende Klarhed og Styrke sluttede sig, fordi den stod i bedst
Sammenhæng med dets forudgaaende Historie.
I Haakon Haakonssøns Saga1 skildres Tilstanden nærmest
efter, at han blev hyldet som Konge, paa følgende Maade: «I
denne Tid var der god Fred i Landet, men sterke Krav paa
Kongens Fædrenearv af de Mænd, der gjerne vilde arbeide sig frem
til Magten. Da Kongen var ung og andre længe havde siddet i
hans Fædrenearv, fandtes der mange, der var meget uvisse med
sig selv om, hvem de helst skulde tjene. Der var dem, som
gjerne vilde ødelægge hele Kongeætten og Sverres Afkom paa
Grund af gammelt Fiendskab mod denne; disse fandtes helst
blandt Stormændene; men de fleste Bønder og hele Almuen
saavel nord som syd i Landet var vel stemte for Haakon.» Endnu
samlede altsaa den hierarkisk-aristokratiske Partitendens, der var
knyttet til Skule, en Kreds om sig; men efter saamange Nederlag
kan denne Kreds hverken have været talrig eller tillidsfuld. Ikke
engang de geistlige Stormænd, endnu meget mindre de verdslige
stod længer enige sammen, og medens Mængden af Folket endnu
paa Sverres Tid fremdeles fulgte de gamle Høvdingætter og delte
deres Sj^mpathier eller Antipathier, havde den nu faaet sin egen
Politik, som den holdt sig til uden Hensyn til sine fordums Ledere
eller endog i ligefrem Modsætning til [disse. Heri kommer den
indre Opløsning tilsyne, [som var bleven fremskyndet ved de
borgerlige Uroligheder. Aristokrati og Almue havde under disse
fjernet sig stadig mere fra hinanden; medens Aristokratiet
kastede sig ind i Feiderne og søgte at udnytte dem til egen
Fordel, følte Almuen næsten kun Trykket af dem og længtes
efter Fred og Orden; herved udvikledes dens demokratiske
Instinkt; den søgte hos Kongen en Beskyttelse for sine Interesser,
som den ikke længer fandt hos Repræsentanterne for de gamle
Høvdingætter, og bragtes herved til at holde med en hidtil ukjendt
Selvstændighed paa Kongedømmet, saadant som Sverre havde
villet have det opfattet: — det helt uafhængige, demokratiske,
der gik fra Mand til Mand i Kongeætten, og som repræsenteredes
af Haakon Haakonssøn, — uden at spørge efter, hvad Biskopper
eller Lendermænd kunde ville. Modstanden mod den nve Konge
var under disse Omstændigheder henvist til
Underhaandsarbei-den; man vedblev at føre en Intrige- og Chikanekrig mod ham,
hvorved man kun gav ham Leilighed til Gang efter Gang at
godtgjøre, hvor sterk hans Position var.
1 Cap. 79. Flateyjarb., III. S. 52.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
