Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430
Den norske Historie
fremragende af hans Forgjængeres, hvis Verk han maa siges i
Hovedsagen at have bragt til Afslutning; men han fyldestgjorde
den Situation, i hvilken han var stillet, og den krævede ikke
Sverres Geni eller Olaf’ernes Enthusiasme og brændende
Energi; det var nok at være, hvad han var: en klar, sikker og
samlet Personlighed, paa én Gang maadeholden og fast, opfyldt
af Følelsen af det Ansvar, der paahvilede Kongedømmet som
Folkets og Statens Repræsentant og Haandhæveren af Lov og Ret
og gode Seder, virksom for at opretholde Norges Anseelse i Krig
og Fred, veltalende, oplyst (bene literatus) og værdig i sin ydre
Optræden.
Efter Skules Fald mødte han ingen Modstand længer i Landet;
alt underkastede sig ham; men han benyttede sig af sin Seir med
stor Mildhed og lod ingen Straffedom gaa ud over dem, der havde
taget Del i Oprøret. Han havde havt sine indflydelsesrigeste og
virksomste Fiender blandt den høiere Geistlighed; alligevel viste
han, ogsaa efter at være kommet i ubestridt Besiddelse af Magten,
stadig stor Ærbødighed og Velvilje ligeoverfor Kirken og var saa
ivrig for at befordre de kirkelig-religiøse Interesser og saa
gavmild mod geistlige Stiftelser, at det blev sagt til hans Ros, at
siden Olaf den Hellige ingen Konge havde lagt saamegen Vind
paa at styrke Kristendommen i Norge som han.1 Men paa samme
Tid fastholdt han de af Sverre opstillede Grundsætninger i
Hensyn paa Forholdet mellem den verdslige og geistlige Myndighed
og lod sig ikke bevæge til noget Skridt, der kunde tydes som en
Opgivelse af disse Grundsætninger, ifølge hvilke Kongedømmet
ikke blot var fuldkommen uafhængigt ligeoverfor Kirken, men
endog forpligtet til at føre det øverste Tilsyn med denne. Han
var kommen paa Thronen i Kraft af den gamle Arvefølgeorden,
der stillede uegte Kongesønner lige med de egte; han repræsenterede
ligesom Sverre den hellige Olafs Lov, ifølge hvilken
Kongeværdigheden var en Ættebesiddelse, en Harald Haarfagres Mandslinje
tilkommende Ret, der ikke trængte noget Samtykke eller nogen
kirkelig Sanktion for at træde i Kraft; men ogsaa deri fulgte han
den af Sverre anviste Vei, at han, medens han fastholdt den gamle
nationale Opfatning af Kongedømmet, hvor det gjaldt at hævde
dettes Uafhængighed og Beroen paa sig selv, samtidig søgte at
tilegne det den Glans og ophøiede Stilling, der flød af de
moderne europæiske Theorier om dets guddommelige Oprindelse, og
at give det en bredere Basis ved Hjælp af disse Theorier. Han
ønskede at blive kronet og sammenkaldte et Par Aar efter Skules
Fald Biskopperne til et Møde, hvor han fremsatte Begjæring om,
1 Håk. Håk. S., Cap. 369.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
