Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gjennemførelsen af Sverres System. — Den nyere Landslov
437
hos Kong Haakon selv. Han maa have foresat sig at gaa videre
i den engang indslagne Retning. Men fra Tanken om at
undergive samtlige norske Provinciallove en Række Reformer, der
selvfølgelig maatte blive at gjennemføre paa en ensartet Maade i dem
alle, var det ikke langt til Tanken om at smelte dem fuldkommen
sammen og give Rigets Enhed et nyt Udtryk i Lovgivningen. Vi
har ovenfor omtalt, at den i 1244 i den reviderede
Frostathings-lov optagne Kristenret maa formodes at være bleven gjort
gjældende ogsaa i Rigets øvrige Lagdømmer; de Retterbøter, der
ved denne Leilighed og i 1260 blev optagne i samme Lovbog»
indledes med en Henvendelse til alle Norges Indbyggere, og i den
nyere Landslov er det ogsaa udtrykkelig sagt om dem, at de blev
givne for hele Landet. Man kan efter dette ikke finde det
usandsynligt, at allerede Haakon har tænkt paa at tilveiebringe Enhed
mellem de i Landet gjældende forskjellige Lovgivninger.1
Gjennemførelsen af en saadan Plan krævede imidlertid vidtløftige
Forarbeider; Kong Haakon selv, hvis Styrelse var optaget af
saamange andre Sysler, kom ikke videre end til de indledende Skridt,
medens Opgaven: at fortsætte og fuldende den begyndte Revision
af Lovene og i Sammenhæng dermed at samle dem til en Helhed,
tilfaldt hans Søn, der ogsaa viede alle sine Kræfter til denne
Opgave.
Kong Magnus Haakonssøn aabnede sin Styrelse med en
Handling, der kunde siges at være et afgjørende Brud med Landets
krigerske Fortid, idet han opgav de Besiddelser i Vesten, for hvis
Skyld endnu hans Fader paa sin gamle Alder havde underkastet
sig et Krigstogs Farer og Besværligheder, og som havde spillet
en saa stor Rolle i Norges ældre Historie. Det var maaske det
klogeste, han kunde gjøre; men man føler sig mere tiltalt af den
gamle Konges Kampiver, hvor det gjaldt at opretholde Landets
krigerske Navn, end af den unges forsigtige Erkjendelse af, at
Tiden nu var kommen, da det norske Statsskib maatte stryge
sine Seil. Han kunde ikke «lide den salte Sø og saa den sterke
Bølge», heder det om ham i Kjæmpevisen; hans Retning var saa
afgjort fredelig, hans Fromhed grænsede saa nær til Svaghed, at
han neppe vilde have kunnet fyldestgjøre sin Opgave som
Landets Styrer ligeoverfor det gamle Høvdingaristokrati; men for det
1 Det Bevis, man (Munch, N. F. II., IV, i. S. U82—8b; Keyser, Retshist., S. 237)
har villet finde herfor i den for Island bestemte Lovbog, den saakaldte Håkonar"
bök, — i det væsentlige en Sammenstøbning af Frostathings- og Gulathingsloven,
— maa vistnok opgives. Det er (efter hvad Prof. Maurer paaviste i sine i
Kristiania (1876) holdte Forelæsninger) neppe tvivlsomt, at denne Lovbog først er
bleven sendt ud til Island i 1271—73 og ikke i 1265, og at Navnet Hakonarbök, som
har ledet til Formodningen om, at den skulde være blevet til allerede under
Kong Haakon, er nyt, saa derpaa intet kan bygges.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
