Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.442
Den norske Historie
tager den Gulathings- og Frostathingslovens Bestemmelse, at Høld
eller bedre Mand end Høld har Ret til at beholde funden Hval,
hvis Længde er 18 Alen eller derunder, medens andre kun har
Ret til at beholde Hval, der er halvt saa stor.1 Ved denne
Leilighed faar man ogsaa en Definition af, hvad der skal forstaaes
ved en Høld: det er den Mand, «der har taget Odel i Arv baade
fra Fader og Moder, og det saadan Odel, som disses Forældre
før dem havde eiet, uden at dertil skal regnes, hvad der er
erhvervet ved Kjøb eller Arv i Sidelinjer». Her er aabenbart
Begrebet af Høld bleven snevrere begrænset, end det var i
Pro-vinciallovenes Tidsrum. I disse nævntes Høld "og odelsbaaren
Mand iflæng og som enstydige Ord,2 og Fordringen, at man, for
at nyde Høldsret, skulde have arvet Odel baade fra Fader og
Moder, er der ikke Spor af. Det ligger nu nær at udlede denne
Indsnevring af Høldsbegrebet af den samme Grund, hvoraf de i
Odelslovgivningen foretagne Ændringer er blevne udledede,
nemlig af Jordeiendommenes Udstykning og Hølds- eller
Odelsbonde-klassens Udvidelse fra et aristokratisk Mindretal til en
demokratisk Mængde. Naar man tiltrods for denne Udvidelse vedblev
at mindes Benævnelsen Høld som en, hvortil der knyttede sig
aristokratiske Forestillinger, eller naar man i Lovgivningen
bibeholdt aristokratiske Særrettigheder, som fra gammel Tid var
tillagte Høldsklassen, kunde man tilsidst komme til at finde det
underligt eller stødende, at Høld ikke skulde betyde noget andet
og mere end en ret og slet Odelsbonde, og man kunde herved
ledes til at opstille en ny Definition, ifølge hvilken Hølden atter
blev noget saavidt sjeldent, at der syntes at være nogen
Rimelighed i, at han nød arvelige Fortrin fremfor det øvrige Folk.
Paa lignende Maade vil vi se, at Magnus Lagabøters
Lovrevision, ogsaa ved de Reformer, den gjennemførte i Hensyn paa
Strafferet og Proces, opfyldte et Krav, som de forandrede
politiske og sociale Forhold i Landet havde stillet, eller slog fast
Resultaterne af en forudgaaende indre Udvikling. I
Provincial-lovenes — og særlig da i den ældste, Gulathingslovens, —
Rettergangsregler finder vi afspeilet en Samfundsorden, hvorved Stor-,
ætterne endnu havde bevaret sin oprindelige Suverænitet saavidt
at Staten næsten kun var at betragte som et Forbund mellem
dem, en «Fred», som de havde indgaaet sig imellem og var blevne
enige om at overholde. De offentlige Domstole kunde, saalænge
denne Organisation endnu stod ved Magt, kun have et meget
indskrænket Omraade; Forbrydelserne opfattedes hovedsagelig
fra den privatretlige Side, som Fornærmelser tilføiede den ene
S. L., VII. 64.
2 Se G. L., S. 185, 218 o. fl. St. Jvfr. Keyser, Retsforf., S. 328.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
