Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.444
Den norske Historie
Æreskrænkelser stod det ligeledes den fornærmede frit for at
hævne sig, om han foretrak dette fremfor at modtage Erstatning
i Form af Pengebøder, ja, Gulathingsloven gjør endog
Privathævnen til et Slags Pligt, idet den udtaler, at ingen Mand eier
Ret paa sig mere end tre Gange, medmindre han hævner sig
derimellem.1 Og ligesom Anlæggelsen af Søgsmaalet i alle
Tilfælde var en privat Sag, saaledes var Domseksekutionen det ikke
mindre, og det hvad enten Dommen gik ud paa at dægge en
Straf eller at afgjøre et omtvistet Eiendoms- eller
Kontraktsforhold; Straffen var enten Fredløshed eller Røder; den fredløse
Forbryder kunde enhver dræbe, medens det kun undtagelsesvis
paahvilede de offentlige Myndigheder at sørge for hans Aflivelse;
Bøderne var det vedkommende Sagsøgers egen Opgave at faa
inddrevet, og det samme gjaldt om ethvert andet Krav, som ved
Dom var blevet godkjendt; Sagsøgeren kunde kræve
Thingmæn-denes og den kongelige Ombudsmands Hjælp for at faa Dommen
eksekveret; men han kunde ogsaa eksekvere den paa egen Haand,
om han havde Styrke nok dertil.2
Dette System fremtræder, som sagt, i sin klareste og skarpest
udprægede Skikkelse i Gulathingsloven; vi ser, at det allerede
inden Provinciallovenes Tidsrum er bleven modificeret paa flere
Punkter; men Landsloven samlede disse Forandringer og førte
dem videre paa en saavidt konsekvent Maade, at Retspleien i det
hele kan siges at være bleven lagt over paa en ny Grund. — De
private Domstole, der i den ældre Lovgivning spillede en saa stor
Rolle, afskaffedes nu ganske eller omdannedes til offentlige ved
at sættes i Forbindelse med Thinget. Adgangen for den enkelte
til at tage sig selv tilrette blev indskrænket inden meget snevre
Grænser. I Tilfælde af Drab skulde Drabsmanden føres til den
kongelige Ombudsmand og siden til Things; det blev ubetinget
forbudt at hævne sig paa ham, inden Dom var afsagt i hans Sag,
og var han bleven dømt, skulde ydermere Kongen kunne fri ham
fra den lovbestemte Straf — Fredløshed — ved at give ham
Lands-vist, i hvilket Fald den dræbtes Eftermaalsmænd maatte lade sig
nøie med de af Domsmændene fastsatte Bøder.3 Ved andre
Legems- eller Æresfornærmelser bortfaldt ligeledes Betten til at
øve Privathævn; vilde Fornærmeren ikke bøde, skulde den for-
1 Cap. 186. Jvfr. G. L., Cap. 171, 182 o. fl. St., hvor det heder: «da er det godt
om det hævnes».
2 Fr. Brandt, Om foreløbige Retsmidler i den gamle norske Rettergang, Juridisk
Ugeblad 1863. Brandt, Sorg es dømmende Jnstit. i Middelald., Langes Tidsskrift, 5te
Bind. L. M. Aubert, Bevissystemets Udvikl, i den norske Kriminalproces. Hertzberg,
Grundtrækkene i den ældste norske Proces. K. v. Amira, Das altnorwegische
Voll-streckungsverfahren.
3 N. L„ IV. 2, 16, 17.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
