Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.456
Den norske Historie
det gjaldt at opnaa Bevilling af en ny Skat eller anden
Præstation til Kongen udover det sedvansmæssige. Der gaves ingen
Repræsentation for det hele Folk eller nogen større Del af Folket,
som i dette Tilfælde kunde udøve en besluttende eller
bevilgende Myndighed. Lagthingene var paa en Maade repræsentative
Forsamlinger; men der er intet Spor til, at de paa Lagthingene
mødende Bønder skulde have havt Ret til at fatte nogen
Beslutning vedkommende Paalæg af en ny Skat, der var bindende for
andre end dem selv, og allerede Maaden, hvorpaa Medlemmerne
af denne Bepræsentation opnævntes, — nemlig ved de kongelige
Aarmænd eller ved Aarmænd, Lendermænd og Sysselmænd i
Forening, — er en afgjørende Grund mod at antage, at en
saadan Bet har kunnet tilkomme dem.1 Den lovlige
Fremgangsmaade maatte altsaa være, at Kongen henvendte sig til Bønderne
paa deres Herreds- eller Fylkesthing eller hjemme hos dem selv
og forhandlede med dem, om de var villige til at give ham mere,
end hvad Loven forpligtede dem til, hvorved da enhver
besluttede for sig, uden at den enes Samtykke bandt den anden. Med
andre Ord: der anerkjendtes ikke i saadanne Sager nogen
Fælles-vilje eller noget Organ, hvorigjennem denne Fællesvilje kunde
komme tilsyne; den skattebevilgende Myndighed hvilede ikke hos
Folket betragtet som Helhed, men hos den enkelte frie Jordeier
eller jordeiende Slegt; Folket udgjorde overhovedet ikke noget
organisk sammenhængende Hele, hvis enkelte Dele afhænger af
hverandre; Fællesskabet var fremdeles det underordnede, den
enkeltes Bet det principale; Kongen var Suveræn, men forsaavidt
som Skattebevillingsretten er en væsentlig Bestanddel af den
politiske Suverænitet, kan man sige, at enhver Odeismand eller fri
Jordeier ogsaa var det.2
Vi har omtalt, at der ved Landsloven tillagdes Kongen
Myndighed til paa egen Haand at give Retterbøter eller at udfylde og
forbedre Loven i det enkelte, men at det som øverste
Grundsætning blev opstillet, at den engang istandbragte Lov ikke maatte
forandres i noget væsentligt Punkt; den skulde gaa «um aldr ok
um æve». Nogen virkelig lovgivende Myndighed blev altsaa ikke
1 Aschehoug, Statsforf., S. 75.
2 I Aschehougs Verk over Statsforf., S. 164—67, sammenlignes Forholdene i
Norge, Sverige og Danmark i Hensyn paa den skattebevilgende Myndighed, og
det udhæves, at i Norge hverken Kongen eller nogen Folket repræsenterende
Forsamling havde Ret til at paalægge nye Skatter. «Den svenske Lovgivning,»
heder det dernæst, «erkjendte med noget større Omtanke end den norske
Nødvendigheden af at skabe Former, hvorunder Kongen uden altfor store Omsvøb
og Vanskeligheder kunde erholde nye Skatter bevilgede.» Udtrykkene er her
neppe heldig valgte; det afgjørende i dette Tilfælde var vistnok ikke den større
eller mindre Omtanke i Hensyn paa Opnaaelsen af et bestemt praktisk Formaal,
men den forskjellige sociale Udvikling, der lod Statsfællesskabet fremtræde
sterkere i det ene Land end i det andet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
