Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462
Den norske Historie
statsretlig anerkjendte Godord blev slaaet fast én Gang for alle, og
hvorledes de i Sammenhæng hermed tilegnede sig næsten al den
til Staten hørende offentlige Myndighed. Denne Udvikling
fuldendtes omtrent samtidig med, at Kristendommen anerkjendtes som
herskende Religion (nemlig ved Fimtardomens Oprettelse i 1004),
og heraf fulgte igjen, at Religionsskiftets naturlige Virkning: at
omdanne Samfundet i demokratisk Aand, ikke kunde gjøre sig
gjældende paa samme Maade eller i samme Grad paa Island som
i Norge eller andensteds, hvor der fandtes et med
Stammeforfat-ningen og Hedenskabet sammenhængende nationalt Aristokrati.
Det islandske Godord var, som før udviklet, en umiddelbar
Fortsættelse af den norske Herseværdighed; det hvilede, som denne,
paa et religiøst Grundlag; Goden var paa én Gang Tempel- og
Thingforstander, og hans verdslige Myndighed var ligefrem
afledet af hans prestelige. Kristendommens Indførelse syntes
saaledes at skulle virke ikke mindre nedbrydende paa de islandske
Godeætters Magt end paa de norske Herse- eller
Lendermands-ætters. Men hine opnaaede fremfor disse en Erstatning for, hvad
de tabte, en ny Støtte for sin Magt, idet de sikrede sig Styrelsen
af den fælles Ståt, medens de norske Lendermandsætter vistnok
ogsaa ved Kristendommens Indførelse knyttedes nærmere til
Staten, men uden dog at kunne blive dennes Herrer.
Til at afbøde det Stød, som Religionsforandringen ifølge sit
Væsen syntes at skulle tilføie det islandske Gode-Aristokrati,
virkede det fremdeles, at Omvendelsesverket paa Island havde en
endnu mere national Karakter end i Norge, og at Kristendommen
her gjennem lange Tider i Virkeligheden kun var en
Navne-Kri-stendom, fordi den savnede det nødvendige Udtryk i en
nogenlunde selvstændig og fra Staten udsondret Kirke. Ogsaa dette
er bleven omtalt i det foregaaende.1 Det er bleven omtalt,
hvorledes Goderne omdannede sine Hov til Kirker, hvorledes de ofte
lod sig selv give prestelig Vielse, og hvorledes det paa denne
Maade lykkedes dem at dække over det skete Brud i
Sammenhængen og tilsyneladende at vedligeholde den Forening af geistlig
og verdslig Myndighed, hvorpaa deres herskende Stilling fra først
af havde hvilet. Endnu længe efterat Island havde faaet sine
faste Biskopsstole, vedblev i Hovedsagen den sammef Tingenes
Tilstand: de kirkelige Værdigheder var i en saa vid Udstrækning
blotte Underbrug under anden offentlig Stilling, at en Kirke i
kristelig Mening neppe nok kunde siges at eksistere. Den
islandske Ståt var paa en Maade en Kirkestat, men en saadan, i hvilken
Principet var, ikke det verdslige Elements Underordning under
1 Se ovenfor S. 53—57.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
