Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den islandske Stats Opløsning og Undergang
475
Traditioner, saa den ikke kunde føles som nogen Tvang, hvor
stor den var. Og han kunde da fremdeles overkomme alle de
Opgaver, der paahvilede ham i Egenskab af Godordsforstander
ligeoverfor hans nærmeste Undergivne, og som havde afgivet den
moralske Grundvold, hvorpaa de regjerende Huses Herredømme
fra først af blev bygget. Det var Godens Sag at mægle og stifte
Forlig, naar der udbrød Stridigheder mellem hans Thingmænd,
at overholde Fred og Orden, at sørge for den offentlige Sikkerhed
ligeoverfor Tyve og Ugjerningsmænd, hjælpe enhver til sin Ret,
paase i visse Tilfælde Eksekutionen af fældede Domme o. s. v.
Han skulde kjende Loven; til ham henvendte Thingmændene sig,
naar de troede at behøve Raad eller Hjælp i sine private eller
offentlige Anliggender, eller naar det gjaldt at træffe en almindelig
Foranstaltning til Menighedens Tarv, eller naar nogen af dem
blev forurettet af en fremmed Høvding eller hans Mænd. Han
var deres Repræsentant ligeoverfor alle udenfor Menigheden
staaende, deres juridiske Konsulent og, saalænge Hedenskabet endnu
stod ved Magt, ja, ofte endog efter Kristendommens Indførelse,
tillige deres Prest. Til Gjengjæld for alle disse Tjenester havde
han Krav paa, at hans Thingmænd skulde føige ham, naar han
opbød dem til Things eller andensteds, hvor han troede at maatte
optræde mandsterk eller ønskede at udfolde sin Magt. Det var
dette Forhold, der udtryktes ved, at Høvdingen tilsagde sine Mænd
«traust» (Forsvar, Beskyttelse), og disse ham igjen «liösinni»
(Tjeneste, Følge). Thingmændenes Forpligtelse at følge sin Høvding
eller at beværte ham, naar han drog om paa sine Rundreiser,
har vel ofte maattet falde dem tung nok;1 men saalænge Goderne
endnu nogenledes udfyldte sin gamle Rolle og vedblev at staa som
Ledere og Forsvarere hver for sin Menighed, maatte deres Krav
paa en slig Tjeneste dog synes billigt; deres Stilling var en
ærefuld, men paa den anden Side forbundet med store Opofrelser;
de varetog i saamange Forhold sine Undergivnes Interesse, at
disse i Regelen maatte betragte det som en Æressag at styrke og
støtte dem overalt, hvor de behøvede det. Den enkelte Gode
kunde heller ikke ustraffet misbruge sin Myndighed eller vise sig
ligegyldig i Opfyldelsen af sine Forpligtelser; han udsatte sig
derved for, at hans Thingmænd ben3’ttede sig af sin Ret til at
forlade ham og træde over i Nabohøvdingens Tjeneste, og der
berettes ogsaa fra den islandske Fristats ældre Periode flere Eks-
1 Se t. Eks. Ljösvelninga S., Clap. G (Islend. Sög., ældre Samling, II. S. 11).
Jvfr. sst. Cap. 23: «Eyjolfr (Søn af Gudmund den Mægtige) dtti samkomu i
hé-raöi ok mælti: pat er yör kunnugt, at ek em kallaör höföingi yövarr; nu Jiiki
mér sem f>at muni sannligt kaup meö oss, at hvorir veiti öörum at réttum
mii-luni, ok at {>ér styrkiö oss til imöts viö mina ;igangsmenn, en ek sé yöarr
liösin-nismaflr i yörum nauösvnjum. Mönnum pötti {>etta vel sagt.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
