Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.490
Den norske Historie
efter de hedenske Guder;1 men slige Bestræbelser kunde i det
hele ikke have nogen Fremgang i et Samfund, hvor baade Kirke
og Ståt saa fuldstændig domineredes af de gamle Høvdingætter.
Aristokratiet er ifølge sit Væsen konservativt og har en
umiddelbar Interesse af at holde de nationale Traditioner i Agt og Ære.
Trods de hist og her optrædende kirkelige Ivrere kunde derfor
paa Island endog de rent hedenske Gude- og Heltesagn vedblive
at gaa fra Mund til Mund, og det ikke hos uvidende Almuesfolk,
i hvis Opfatning og Gjengivelse Sagnet stadig mere og mere maatte
forvanskes og degraderes, men netop hos Medlemmerne af de
høieste Samfundskredse, hvis Aand i Begelen var tilstrækkelig
udviklet til at forstaa det og bevare det i dets Renhed og poetiske
Fylde, — netop hos de samme Mænd, der ifølge sin geistlige
Stilling eller Opdragelse havde det Kald at repræsentere den nye
med Kristendommen indførte Oplysning. Med de hedenske
Gude-og Heltesagn var igjen Skaldekunsten uadskillelig forbunden, og
denne fik for det islandske Aristokrati Betydning af en ligefrem
Levevei eller et Middel til at komme frem i Verden, som man af
rent praktiske Grunde holdt fast ved. De fornemme Islændinger
opholdt sig jævnlig i Norge, ikke blot fordi de herfra hentede
saamange af sine materielle Fornødenheder, men ogsaa fordi de her
søgte en Udmerkelse, en Uddannelse i krigersk eller anden
standsmæssig Idræt, hvortil Hjemmets snævrere Forhold og (efter
Kristendommens Indførelse) mere begivenhedsløse Ro ikke frembød
Leilighed; det gjaldt da for dem at blive optagne i en eller anden
Stormands Omgivelse og fremfor alt at faa Adgang til
Kongehirden, Samlingspunktet for Landets historiske Liv, hvilket i Regelen
ikke kunde være saa let for dem som fremmede, naar de ikke
formaaede paa en særlig Maade at tildrage sig vedkommende
Høvdings eller Konges Opmerksomhed, og hertil var intet mere
skikket, end at de havde Lovkvæder at fremføre til hans eller
hans Forfædres Pris, eller at de forstod at «yrkja», at de kunde
udfylde Pladsen som Hirdskalde, der næsten havde Karakteren
af en regelmæssig Institution ved det norske Hof. Men Skalden
var tillige et Slags Historiker; han var tillige Sagamand; han
maatte, for at bevæge sig med nogenlunde Lethed i
Draapadigt-ningens konventionelle Sprog, have tilegnet sig en Mængde ældre
1 Bisk.-S,, I. S. 165: «Hann (o: Jon) bannaöi med öllu alla uhdttu ok
forn-eskju eöa blotzskapi, gjörninga eöa galdra . . . Hann bannaöi ok alla
hindr-vitni, J>å er fornir menn höfdu tekit af tunglkomum eöa dægrum, eöa eigna daga
heidnum mönnum eöa guöum, sem er at kalla Odins dag eöa f»örs, ok alla J>å
luti afra, er honum {)öttu af illum rötum risa . . . Leikr var så mönnum tiör er
ufagrligr er, at kvedast skyldu at karlmaör at konu, en kona at karlmanni:
klæ-kiligar visur ok hædiligar ok öåheyriligar, en Jiat lét bann af takast ok bannaöi
meö öllu at gera.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
