Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den islandske Stats Opløsning og Undergang
491
Skaldeverker, og til Kvæderne hørte ofte, som Udfylding,
Indledning eller Forklaring, kortere eller længere Fortællinger i
ubundea Stil; han maatte kunne fortælle, «fara vel med sögur»;
Skaldskab og prosaisk Sagn- eller Sagafortælling fulgtes ad; hvor
den ene Kunst blomstrede, der maatte ogsaa den anden blomstre.
Og, idet nu de islandske Storætter baade havde den bedste
Leilighed og den sterkeste ydre Opfordring til at dyrke begge
Idrætter, samledes ogsaa hos dem det traditionelle Sagn- og Sagastof
i stadig voksende Masse. Idet fremdeles Medlemmerne af disse
Ætter regelmæssig modtog en lærd Undervisning og endog
indtraadte i geistlig Stand og blev de toneangivende inden Landets
Presteskab, uden derfor at ophøre at tilhøre det verdslige
Aristokrati og at dele dets Liv og Interesser, — idet selv Biskopper
og Prester kunde drive den hedenske Skaldekunst som en
Haand-tering", uden at støde an mod Opinionen inden sin Stand,1
stilledes disse Traditioner under en frugtbar og vækkende Paavirkning
af den samme kirkelig-lærde Dannelse, der andetsteds pleiede at ind
tage et saa fremmed eller endog ligefrem fiendtligt Forhold til alt,
hvad der hørte det nationale Aandsliv til. De overlodes ikke til
sin egen vilde Vækst, men blev Gjenstand for et bevidst Studium, en
bevidst Kunst, en virkelig Formning og Granskning, allerede
forinden den skriftlige Literatur var kommet i Gang, saa at en Stil,
en Smag, en kritisk Evne, en Færdighed i Udtrykket, en Sans
for Anordning og Gruppering kunde udvikle sig, langt udover
hvad der pleier at være Tilfælde paa et Stadium, da den
mundtlige Overlevering endnu er det eneste Meddelelsesmiddel.
Dette er de almindelige Forhold, i hvilke Literaturen paa
Island finder sin Forklaring. Vi har seet, hvorledes den igjennem
lange Tider blev forberedet ved et Aandsliv, som holdtes friskt
ved stadig Tilførsel af fremmede Kulturfermenter, medens det
alligevel vedblev at udfolde sig paa den nationale fra
Hedenskabet nedarvede Grund. Ogsaa ved den Bevægelse, deis førte til,
at dette Aandsliv afsatte sit Indhold i skriftlige Mindesmerker,
har selvfølgelig udenfra givne Impulser spillet en Bolle. Som
man ved, var det først i Løbet af det 12te Aarhundrede, at en
Literatur blev grundlagt hos Nordmændene paa Island og i Norge.
Den latinske Bogstavskrift var kjendt længe forud, men anvendtes
1 Saaledes berømmes t. Eks. Klæng Thorsteinssøn, Biskop i Skaalholt 1152—
1176, i en kirkelig Kilde ikke blot som «hinn mesti lærdomsmaör», men ogsaa
som «hit mesta skald» (Bisk.rS., /. S. 80). Om Presten Ingemund Einarsson, der
levede i Slutningen af det Ilte og Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, heder
det, at han var en meget god Skald og Sagafortæller, en meget lystig Mand, som
ved selskabelige Sammenkomster pleiede at underholde Folk med sine
Fortællinger, og som ogsaa i Udlandet havde drevet sin Kunst og modtaget Løn for sine
Kvæder (Sturlunga-S., I. 9. 19, 23). Presten Einar Skulessøn, Forfatteren af
«Geisli», var Hofpoet hos Sigurd Jorsalfarer, Harald Gille og hans Sønner o. s. v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
