Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den islandske Stats Opløsning og Undergang
501
hinanden kjæmpende Oligarker frembyder dog den Sans for
literær eller aandig Syssel, der i Regelen synes at have udmerket
dem, et Lyspunkt, hvorved man kan hvile. Deres Forhold til
Folket var i mangt og meget et andet end det, som Høvdingerne
i Fristatens Velmagtsdage havde indtaget; men i Hensyn paa
Forbindelsen af lærd og national Dannelse, i Hensyn paa Skaldskab
og Historie fastholdt de den i Storætterne nedarvede Tradition
og skabte ved sin literære Virksomhed et varigt Udtryk for det
Aandsliv, som havde rørt sig inden Islands aristokratiske Kredse,
hvis sidste Repræsentanter de kunde siges at være. Vi møder
jævnlig i Beretningerne fra Sturlungetiden Træk af denne Sans
for Digtekunst og Literatur, der ikke forlod Partihøvdingerne
under deres vilde Færd, og som har baaret saa rig Frugt for
Fremtiden. Kolbein Tumcssøn, Nordlands mægtigste Høvding og
en af de virksomste Deltagere i Feiderne i Begyndelsen af det
13de Aarhundrede, var Skald og forfattede Kvæder om Jomfru
Maria og Apostelen Johannes, af hvilke endnu Brudstykker er
bevarede.1 Om Sturla Sighvatssøn, hvis Liv var saa stormfuldt
og saa optaget af et umætteligt Magtbegjær, fortælles det dog, at
han, under et Ophold hos Farbroderen Snorre, med hvem han
for en kort Tid var forligt, lagde megen Vind paa at faa
afskrevet de Sagaverker, som Snorre havde sat sammen.2 Thorgils
Skarde, Sønnesøn af Thord Sturlassøn, Snorres Broder, som ved
Midten af det 13de Aarhundrede spillede en fremragende Rolle i
de indre Uroligheder paa Island, blev, heder det, Aftenen forud
for sit Fald, spurgt om, hvad han ønskede, at man skulde have
til Morskab, enten Dans eller Forelæsning af Sagaer, og da han
valgte det sidste, blev Sagaen om Erkebiskop Thomas af Becket,
hvem «han altid havde elsket fremfor andre hellige Mænd»,
oplæst for ham.3 Men fremfor alle er naturligvis her at nævne
Snorre selv, den merkeligste Mand af Sturlungernes merkelige Æt
og den, hos hvem baade Lys- og Skyggesider ved den islandske
Høvdingklasse paa hin Tid findes bedst forenede. Snorre
optraadte, som man ved, allerede i en ung Alder som Høvding og
kastede sig med stor Iver ind i det forviklede Spil af Rænker,
der udgjorde Samtidens politiske Liv; det lykkedes ham at svinge
sig op til Islands rigeste og mægtigste Mand, og paa den bugtede
Vei, der førte ham did, viste han, om end ikke den samme
Voldsomhed, der karakteriserede de fleste af hans Standsfeller, saa
dog den samme Underfundighed, Gridskhed og beregnende
Egennytte. Han syntes stadig sysselsat med sine ærgjerrige Planer,
1 Bisk.-S., I. 569-70.
2 Sturlunga S., I. 2. S. 123.
3 Sturlunga S., II. 1. S. 281.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
