Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den islandske Stats Opløsning og Undergang
513
Gransknings Tjeneste. Hensynet til Begivenhedernes rette
Tidsfølge, Respekten for den historiske Sandhed eller for det
traditionelt givne har selvfølgelig her gjort sig gjældende med en ganske
anden Magt end ved Behandlingen af de til de islandske Ætter
knyttede Sagn. Dette Hensyn har paalagt den fortællende Kunst
visse Baand, visse Indskrænkninger. Men paa den anden Side
var Skuepladsen her en langt videre, de optrædende
Hovedpersoner ikke blot Mænd, udrustede med stor individuel Begavelse
og Kraft, men Repræsentanter for almene historiske Ideer,
modstridende politiske Retninger og Tendenser. Og idet nu
Sagafortællingens Kunst, med sin Evne til romanagtigt Detailmaleri, er
bleven bragt til Anvendelse paa dette mægtigere Stof, uden at betage
det den historiske Karakter, i Rehandlingen af de Sagnstumper
eller Thaatter, der knyttede sig til den enkelte Konges Historie, og
som kunde tjene direkte til at oplyse hans Karakter eller
indirekte ved at skildre de ham omgivende Personligheder, i hvilke
han fandt sin Modsætning eller Støtte, har den ogsaa naaet den
største Høide, hvortil den overhovedet formaaede at hæve sig
Olaf den Helliges Saga af Snorre Sturlassøn maa vel siges at være
den mest fuldendte Karakterskildring inden den norrøne Literatur1
og overhovedet Literaturens ypperste Verk, gribende fremfor
noget ved den virkelige Høihed, der hviler over det, ved det Liv,
der gjennemstrømmer de enkelte Skildringer, paa samme Tid som
man overalt føler eller skimter de ledende Ideer, den store
historiske Sammenhæng, under hvilke alle de enkelte Træk indordner
sig, og som giver hvert af dem, endog de i sig selv ubetydelige,
en saa dyb Interesse.
Hvad der i Behandlingerne af Norges ældre Kongehistorie,
fornemmelig Tidsrummet fra Harald Haarfagres Optræden til
Olaf den Helliges Fald, tildrager sig vor Opmerksomhed ved Siden
af Fremstillingens Kunst, er den videnskabelige Granskning, der
har gjort sig gjældende paa dette Felt, den Kritik, hvormed
Stoffet er samlet, sigtet og ordnet. Her havde Are Frode (og Sæmund
Frode) vist Veien. Vi har før omtalt Ares Islendingabök, af
hvilken Forfatterens kritiske Omhu og skarpe Blik for det historisk
væsentlige saa klart fremlyser. Vi maa paa Forhaand antage og
kan af Citaterne slutte, at ogsaa hans nu tabte Arbeider over den
ældre norske Kongehistorie2 har udmerket sig ved de samme
1 Jvfr. G. Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning, S. 150 fl’.
2 Man er ikke enig om, hvor langt ned i Tiden Ares «Konungaæti» har gaaet.
Maurer (Ueber die Ausdrücke etc., S. 9) mener, at den har gaaet til 1120, som den
os levnede Islendingabök. G. Storm (Snorres Historieskrivning, S. 14, 16—17)
antager derimod, at den ikke har gaaet længere end til Olaf den Helliges eller
Magnus den Godes Død. — Jvfr. A. Gjessing, Undersøgelser af Kongesagaens
Fremvækst, I og IT, Chra. 1873—76.
33 — Sars: Samlede Verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
