Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norrøne Literatur i Xorge’
519
Kunsten blev mindre ivrigt dyrket i selve Norge, naar man kun
stiller sig Norges og Islands nationale Enhed for Øie. Den
norske Konge skulde have sine Hirdskalder; dette var en gammel
Skik, som ikke engang Olaf Tryggvessøn og Olaf den Hellige,
trods deres kristelige Iver og trods den Betænkelighed, som
Skalde-kunstens hedenske Billeder og Omskrivninger sees at have
indgydt dem,1 gjorde noget Brud paa; Kunsten skulde være
repræsenteret, men enten den var repræsenteret ved en Haalogalænding
eller en Thrønder eller en Islænding, det kom ud paa ét. De
islandske Skalder tilhørte ganske den norske Skole; de brød ikke
paa noget Punkt med denne; deres Stil og Maner adskilte sig
ikke i nogen Henseende fra de norske Skalders; de udmerkede
sig alene ved sin større Virtuositet i den én Gang for alle
fastslaaede Kunst, og det faldt da af sig selv, at Kunsten ogsaa
efterhaanden blev monopoliseret hos dem. Der var ingen Kamp, intet
Nederlag og ingen Seir, ingen Afbrydelse, men kun en ligefrem
Fortsættelse, saa at for Samtiden alt maatte synes at gaa i den
gamle Gjænge, trods den «Flytning» af det aandige Centrum, som
havde fundet Sted. Havde Island ikke været, — havde ikke
saamange høibyrdige norske Ætter her fundet et Tilflugtssted, hvor
de paa én Gang bevarede sin Nationalitet og sin politiske
Uafhængighed, vilde den historiske Skaldedigtning utvivlsomt have
vedblevet at blomstre i Norge; der vilde ogsaa efter Eyvind
Skalda-spiller have fremtraadt en Række norskfødte Hofpoeter, hvem
den Opgave var tilfalden at holde Bog over Kongernes eller
Storhøvdingernes Bedrifter og sikre dem et berømmeligt Eftermæle.
Nu blev det Medlemmer af hine udflyttede Ætter, der overtog
dette Hverv, og som derigjennem knyttede et af de aandige Baand
med det fordums Hjem, der bødede paa den ydre Adskillelse.
Men Kunsten ophørte ikke derfor at være national i Norge, hvor
den fremdeles vedblev at have sit Publikum, hvor den fremdeles,
gjennem hele det Ilte og 12te Aarhundrede, leilighedsvis blev
drevet af mange,2 om end ikke som Levebrød, og hvor der var et Behov
for denslags Frembringelser, som vilde være bleven afhjulpet, om
end ikke Islændingerne havde sørget for at afhjælpe det. Der er
ingen Rimelighed i at modsætte eller sondre mellem Nordmænd
og Islændinger paa dette Felt, hvor deres nationale Fællesskab
netop træder frem paa den allerumiskjendeligste Maade. Det er
saameget mere urimeligt, som Skaldekunsten paa Island ikke blot
i aandig Forstand viser sig at være den ligefremme Fortsættelse
1 Se Hallfreds Saga, Cap. 6 (Vigfussons & Möbius’ FornsögurJ. Snorre, Hskr.,
Ol. d. H. S., Cap. 41.
2 Eksempler er Kongerne Harald Haardraade og Magnus Barfod, Kale
Kols-søn (Bagnvald Jarl) o. fl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
