Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.520
Den norske Historie
af Skalciekunsten i Norge, uden mindste Præg af
Eiendommelighet!, men endog rent genealogisk eller gjennem en fysisk
Nedstamning er knyttet til denne. Skaldskaben var, som næsten
enhver aandig Idræt eller Færdighed i hin Tidsalder, et Arvegods
i Ætterne. Om mange af de islandske Skalder er det bekjendt,
at de tilhørte Ætter, i hvilke Kunsten havde gaaet fra Mand til
Mand gjennem et langt Tidsrum, og Rækken af poetiske Ahner
fører da ofte tilbage til Norge, til en eller anden af de berømte
norske Hofskalder fra Tiden før Islands Bebyggelse. Tind
Hall-keJlssøn, Gunnlaug Ormstunge, Gisl Illugessøn t. Eks. var alle tre
af samme Æt, og denne udledede sin Herkomst fra Brage hin
Gamle og Erp Lutandc.1 Hos Egil Skallagrimssøn, Islands
berømteste Digter i det 10de Aarhundrede, var Begavelsen eller
Kunstfærdigheden et Arvestykke fra Faderen, som selv var Skald, og
hvis Morbroder var Ølve Hnufa, Harald Haarfagres bekjendte
Hirdskald. Fra Egil stammede igjen flere af Islands i den
følgende Tid mest ansete Digtere: Skule Thorsteinsson, Einar
Skules-søn, Bjørn Hitdælakappe. Ogsaa i Sturlungernes Familje gjaldt
Digterevnen som arvelig, og man ser, at den udledes fra deres
Frændskab med de saakaldte Myremænd, Egil Skallagrimssøns
Ætlinger.2
Den historiske Skaldekunst eller Draapadigtningen maa altsaa,
skjønt den gjennem lange Tider hovedsagelig var repræsenteret
af Islændinger, alligevel betragtes som en Fælleseiendom for hele
den norske Folkestamme. Men nu er det umiskjendeligt, at
Draapadigtningen har været en af de Hovedrødder, af hvilke Sagaen
eller den senere historiske Literatur voksede ud. Vi kan
allerede slutte os hertil af den Omstændighed, at netop de Egne af
Island, hvor de fleste Draapaskalder hørte hjemme, og som
særligt var blevne bebyggede af hine «Vestmænd» (d. c. de med
Skotland og Irland forbundne norske Høvding- og Vikingætter), hos
hvem vi maa antage, at den historiske Skaldekunst fra først af
har udviklet sig, ogsaa blev det rette Hjem for Sagaskrivningen
og den historiske Literatur, saaledes fremfor alt Bygderne
omkring Breidefjorden, som man har kaldt det «islandske Attika»,
og hvorfra Literaturens fleste klassiske Verker: Istendingabök,
Landndmabök, Heimskringla, Eyrbyggja, Laxdæla etc. skriver sig.3
Men særligt kan det for den norske Kongesagas Vedkommende,
der jo altid ved sin mere rent historiske Karakter maa erkjendes
1 Landnåmab., II. 1.
2 Se Gunnlaugs S. Ormst., Islend. Sög. II. S. 191. Jvfr. Munch, N. F. II., II.
S. 228-29.
3 Se Gudbr. Vigfussons Fort. til Eyrbyggja-S., S. XI. og LII—LIII. — Samme i
Safn. t. S. Isl., I. 340.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
