Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I)en norrøne Literatur i Norge
521
som den norrøne Literaturs egentlige Tyngdepunkt, i det enkelte
paavises, at den er en Affødning af Draapadigtningen, en
umiddelbar Fortsættelse af den historiske Skaldekunst, fra hvilken den
ikke kan adskilles. Vi ser Fremstillingerne af den ældre norske
Kongehistorie søge baade Stof og Støtte i de om Kongerne
forfattede Kvæder og ved en methodisk og konsekvent gjennemført
Benyttelse af denne Kilde hæve sig til en virkelig videnskabelig
Karakter; vi hører, at Skald og Sagamand ofte var forenede i en
og samme Person;1 vi kan slutte af de til vor Tid bevarede
historiske Lovkvæders Form, hvis dunkle og skruede Ordbram mere
antyder end ligefrem fortæller de besungne Bedrifter, at deres
Foredrag stadig har været ledsagede af kortere eller længere
Fortællinger i ubunden Stil, der kunde tjene til at udfylde og forklare
dem, og at de tilsidst er blevne bevarede i Erindringen mindre
for deres egen Skyld, end fordi de dannede den faste Kjerne,
hvorom en Række slige prosaiske Fortællinger havde dannet sig;
vi ser endelig, at den samme Sans for et berømmeligt
Eftermæle, den samme Omhu for at sikre Bevarelsen af de historiske
Minder, der havde fundet et Udtryk i Draapadigtningen ved det
norske Hof, og som var bleven næret og vedligeholdt af denne,
ogsaa blev medvirkende til at fremkalde en prosaisk historisk
Literatur. Kong Sverre lod, som før nævnt, skrive om sine
Forgjænger, Harald (rilles Sønner; han sørgede for, at hans egen
Biografi blev ført i Pennen, og disse ifølge en norsk Konges
Initiativ tilblevne Verker hører til de allerældste og, hvad Sverres
Saga angaar, tillige til de bedste inden den hele Sagaliteratur og
har vistnok tjent som Forbilleder eller Mønstre for senere
Frembringelser af en lignende Art. Det viser sig saaledes, at
Sagaskrivningen, ligesom Draapadigtningen, er knyttet til det norske Hof
og det norske Publikum, og det ikke blot ved et udvortes Baand,
— at den har havt sine Rødder og nærende Kilder, ikke blot i
Livet paa Island, men ogsaa i Livet i Norge.
En ældre historisk-kritisk Skole (P. E. Muller, Keyser o. i\.)
fremhævede paa en overdreven og ensidig Maade den historiske
Sagaliteraturs traditionelle Karakter. Man gjorde gjældende, at
de Heste af disse Sagaer er komne til os uden Forfatternavn, at
de ligner hinanden som den ene Draabe Vand den anden, at
deres Tone og Fremstilling i Regelen har en fuldkommen
objektiv Karakter, en naiv Umiddelbarhed, uden Spor af Refleksioner,
hvori en bestemt Forfatterpersonlighed kommer tilsyne, og man
sluttede heraf, at de skulde have dannet sig i Folkemunde, —
1 Man huske Olaf den Helliges Ord til sine Skalder før Slaget ved Stiklestad:
«Skulut f>ér hér vera ok sjå £>au tiöendi er hér gerast; er vör på eigi segjandi
saga til, ]>vf at J>ér skulut fra segja ok yrkja um sidan.» Snorre, Hskr., S. U7~>.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
