Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.526
Den norske Historie
kraftfuld Stil udførte Behandling af Stoffet, som hos Snorre: da
er det dog egentlig kun om den ældste Del af den norske
Kongesaga, — om begge Olaf’ernes Historie og hvad der i Tiden gaar
forud for dem —, at dette gjælder. Her maatte, ifølge den store
Tidsafstand, det traditionelle Stof være magert eller hullet, og
det gjaldt da, for at tilveiebringe et nogenlunde fyldigt og tillige
troværdigt historisk Billede, at supplere det ved Kombinationer
og Benyttelse af Skaldekvadene, hvorved igjen en mere eller
mindre forstandig eller bevidst Kritik kunde lægges for Dagen;
her var fremdeles Hovedpersonernes religiøs-kirkelige Karakter
en saa fremtrædende, at Legendestilen og det rent geistlige
Synspunkt for Behandlingen af deres Livshistorie maatte ligge nær
og gjøre sig gjældende, inden endnu en mere verdslig-historisk
Opfatning og national Fremstillingsmaade kunde blive
gjennemført. Det er ogsaa i denne Del af den norske Kongehistorie, og
i den alene, at Selvstændigheden af Snorres Forfatterskab træder
frem paa en umiskjendelig Maade. Og det er da atter ikke
saameget i Hensyn paa Sprog og Stil som i Hensyn paa kritisk
Skarpblik og Kombinationsevne, i Maaden, hvorpaa det historiske
Stof er tilveiebragt, ordnet og sigtet, at denne Selvstændighed
aabenbarer sig. Snorre har i en langt videre Udstrækning end
sine Forgjængere og paa en langt mere kyndig, ved visse kritiske
Principer udmerket Maade1 benyttet Skaldekvadene til at verificere
sin Fortælling, til at udfylde og sammenkjæde de ofte enkeltvis
staaende eller kun løst forbundne Sagn og Sagngrupper eller
endog til deraf at danne en sammenhængende Beretning om
længere Perioder, om hvilke der i den mundtlige Tradition forøvrigt
kun var bevaret et enkelt Navn, et enkelt løsrevet Træk (saaledes
navnlig Ynglinga-Sagci, der jo af alle ansees som det Parti af
hans Verk, hvor hans Forfatterskab har den selvstændigste
Karakter, men som ogsaa, trods al anvendt Kunst, er faldt noget
magert ud); han har fremdeles, støttende sig til Are Frode, paa
mange Punkter tilveiebragt en ordentligere Kronologi end den,
der fandtes hos hans Forgjængere; han har hist og her tilføiet
nyt Stof, enten Sagn, øste af den mundtlige Tradition, eller No-
1 I Ägrip, Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga, Olaf den Helliges legendariske
Saga sees de citerede Skaldevers oftere at være mistydede og urigtigt oversatte.
Se t. Eks. Munch’s Udg. af Ägrip i Samll. t. d. Norske Folks Spr. og Hist., II. S.
274—75. Munch’s Udg. af Odd Munk, Cap. 58, jvfr. Bemerkn. S. 103—4. — Snorre,
den grundige Kjender af Skaldepoesien, forstaar ganske anderledes at finde
Rede i de flokede Skaldeudtryk. Han opstiller desuden som Regel, at Kvadene
kun, forsaavidt som de er samtidige med de skildrede Begivenheder, kan gjælde
som fuldt paalidelige Kilder. «Tökum vér J>ar mest dæmi af f>vf, er sagt er f
f>eim kvæöum, er kveöin våru fyrir sjélfum höföingjunum eöa sonum f>eirra,
tökum vér J>at allt fyrir satt, er i f>eim kvæöum finnst um feröir Jieira eöa
or-rostur» (Hskr., Prol., S. 2). — Jvfr. Storm, Snorres Historieskr., S. 91.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
