Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norrøne Literatur i Xorge’
527
titser om merkelige historiske Steder, som han havde indsamlet
paa sine Reiser; han har, idet han benyttede ældre skriftlige
Kilder, overalt udvisket det legendemæssige Præg, bortskaaret de
opbyggelige Betragtninger og Talemaader, gjengivet Sagnet dets
oprindelige objektive Karakter og gjennemført ogsaa for disse
Partier af Norges Historie den egte Sagastil. Men denne selv er
ikke skabt af ham, ja, han kan ikke engang siges at have
paa-trykt den et eiendommeligt Præg;1 den fremtræder allerede forud
for Snorres Tid fuldt udviklet, virtuosmæssig sikker i Sverres
Saga, og ligeledes, før ham eller samtidigt med ham, i en Række
af de islandske Ættesagaer. Man har vistnok, som før omtalt,
ogsaa for disse sidstes Vedkommende, troet at kunne paavise en
fremadskridende Udvikling inden den skrevne Literatur, en
gradvis Stigen af Sagafortællingens Kunst, og derpaa, efterat denne
har naaet sit Høidepunkt, en gradvis Dalen. Imidlertid er det
dog vistnok ulige lettere at godtgjøre, at Sagastilen har tabt sig
efter Midten af det 12te Aarhundrede, eftersom man fjernede sig
fra den mundtlige Traditions levende Kilder og Smagen blev
«literær», — paavirket af Læsning fremfor af den mundtlige
Fortællekunst, — end at levere noget Bevis for, at en
fremadskridende Udvikling har fundet Sted inden den skrevne Literatur.
De Sagaer, som man har Grund til at henføre blandt de ældste
(som Heidarviga-S., Vigastyrs-S., Hallfreds-S. o. ti.), kan vistnok i
Hensyn paa Anordning og stilistisk Mesterskab ikke maale sig
med en enkelt blandt dem, der først er tilblevne omkring Midten
af det 13de Aarhundrede (navnlig Njaals Saga); men i det hele
udviser de dog Sagastilens eiendommelige Fortrin fuldt udviklede,
og, om end ikke alle disse Sagaer er lige gode, om det end kan
paavises, at den ene Sagaforfatter har laant af den anden eller i
Behandlingen af sit Stof taget Hensyn til, hvad der var skrevet
af andre,2 saa heller ikke her Theorien om den i den mundtlige
Tradition færdigdannede Saga viser sig at holde Stik: er det dog
umiskjendeligt, at de alle er støbte i den samme Form, og at det
individuelle Forfatterskab kun har havt et snævert Raaderum.
Vi nødes, med andre Ord, til at antage en «Literatur før
Literaturen», om end ikke paa den Maade eller i den Udstrækning,
som man engang forestillede sig. Vi maa erkjende, at den
Udvikling, af hvilken den norrøne Saga fremgik, i Hovedsagen var
afsluttet, førend man endnu havde begyndt at føre den
Slags’Frem-bringelser i Pennen. Vi maa fastholde, at ikke blot
Sagaliteraturen Stof, men ogsaa dens Stil i sine Hovedtræk er bleven dannet i
1 Jvfr. Gjessing, Kongesagaens Fremvæxt, 1. S. 112—113.
2 Se G. Vigfussons Fort. Hl Eyrbyggja-S., X1I-XIII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
