Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.258
Den norske Historie
den mundtlige Tradition, hvilket er noget helt andet end at
paastaa, at hele lange Sagaer skulde have gaaet omtrent uforandrede
fra Mund til Mund og skulde være blevne overførte i den
skriftlige Form paa en rent mekanisk Maade og uden at derved nogen
Art af Forfatterskab har giort sig gjældende. Men jo længer
Tyngdepunktet af Sagaliteraturens Udvikling føres tilbage i Tiden,
— jo mere det viser sig at gjælde ogsaa om den I)el af samme,
der omfatter den norske Kongehistorie, at de enkelte, navngivne
eller unavngivne, Forfatteres Virksomhed kun i en enkelt Retning
har været selvstændig, medens Stil og Stof og Opfatning i det
væsentlige forud var given, — jo mindre rimeligt maa det synes
at betragte den som et specielt islandsk Fænomen.
Af hvad der i det foregaaende er udviklet om Sammenhængen
mellem Skaldskaben og den prosaiske historiske Tradition, følger
det, at denne ogsaa for Norges Vedkommende hovedsagelig blev
baaren eller udviklet af Islændinger. Draapaernes Indhold var,
som bekjendt, regelmæssigt en Opregning af den lovsungne
Høvdings Bedrifter, særligt da de Kampe eller Krigstog, hvori han
havde deltaget, og om det nu end stod Skalden frit for eller endog
var hans Skyldighed at stadse paa disse Bedrifter ved pompøse
Omskrivninger, saa maatte han dog ikke anbringe noget faktisk
urigtigt; thi det vilde, som Snorre udtrykker sig, have været Spot
og ikke Lov. For de mange Islændinger, der søgte at bryde sig
en Vei i Verden ved at forfatte Hædersdigte over norske Konger
eller ved at optages blandt disses Hirdskalde, maatte det altsaa
blive dobbelt magtpaaliggende at følge godt med Begivenhederne
i Moderlandet; det maatte blive et formeligt Studium for dem at
indsamle Efterretninger om disse, forbinde dem og sætte dem i
Stil, saa de lettere kunde huskes; dette Studium og dets Frugter
gik i Arv i Ætterne, og naar den islandske Høvding sendte sin
Søn ud i Verden, kunde han ikke give ham nogen bedre
Udrustning med paa Veien end en slig historisk Kundskab og Færdighed
i at anvende den i bunden eller ubunden Stil.1 Hvor megen Vegt
vi end vil lægge paa den traditionelle, førliterære Udvikling af
den ældre norske Kongesaga, maa vi altsaa alligevel opfatte denne
som væsentlig tilbleven ved Islændingernes Aandsvirksomhed.
Men naar enkelte har fremsat den Mening, at den historiske
Tradition i Norge selv blev helt afbrudt, saa at Nordmændene i det
12te og 13de Aarhundrede maatte tv til de islandske Skalder og
Sagaforfattere for at faa Kundskab om sit eget Lands ældre
Historie: da maa dog dette allerede paa Forhaand synes alt andet
end rimeligt. Man har anført som Grund til denne formentlige
1 Se Prologen til den større Olaf den Helliges Saga, Chra. 18.53.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
