Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norrøne Literatur i Xorge’
533
Siden af de mange Oversættelser fra fremmede Sprog, en original
historisk Literatur, saafremt ikke Island havde været, og saafremt
ikke den overmægtige islandske Konkurrence havde trykket den
norske Produktion paa dette Felt. Men vi tvivler selvfølgelig ikke
om, at den nationale Historieskrivning, om den havde fortsat sig
i Norge istedetfor paa Island, ikke paa langt nær vilde have
opnaaet en saa rig Udvikling eller fuldkommen Skikkelse; det er
vist, at den eiendommelige Stilling, som de udflyttede Ætter kom
til at indtage til sit fordums Fædreland, at Islands særlige
politiske og sociale Forhold i høi Grad maatte bidrage til at skjærpe
Sansen for Historie og Skaldekunst og give Traditionen et Liv og
«n Styrke, som den aldrig vilde have kunnet opnaa i selve
Moderlandet. Og det var dog, — vi gjentager det, — ikke som
Fremmede, at Islændingerne tilegnede sig det Hverv at besynge de
norske Kongers Bedrifter og at fortsætte og udvikle den norske
Kongesaga; det var netop, fordi de, trods den ydre Adskillelse,
vedblev at være Nordmænd, at deres Draapadigtning kunde bringe
den norske til at forstumme, at den af dem bevarede
Tradition, de af dem udførte Arbeider over Norges Historie kunde
faa en saa fuldkommen national Karakter og tilfredsstille saa
fuldstændigt Behovet, at der ikke blev Plads for nogen
Historieskrivning udenfor deres.
Det islandske Samfunds koloniale Karakter, — den helt ubrudte
aandige Sammenhæng, hvori det vedblev at staa ’med de øvrige
Nordmænd, — viser sig allerbedst i Maaden, hvorpaa
Islændingerne skrev Norges Historie. Man merker nemlig aldrig andet,
end at de har betragtet denne Historie som sin egen, at de har
opfattet den ganske paa samme Maade som alle andre Nordmænd
og fuldkommen delt de i Norge raadende Stemninger og
Meninger. Der har vistnok i Hensyn paa de mere stofmæssige
Enkeltheder fundet nogen Divergens Sted mellem den islandske og den
norske Tradition, og den enkelte islandske Sammensætter af
norske Kongesagaer har jævnlig været fristet til at lægge vel megen
Vegt paa sine egne nærmeste Landsmænds eller Sambygdingers
Bedrifter eller til at indflette vel mange Thaatter vedkommende
den eller den Islænding, saa at han kunde linde det nødvendigt
at undskylde sig i saa Henseende ligeoverfor sine norske Læsere.1
Men noget eiendommeligt islandsk Synspunkt eller Standpunkt
for den hele Behandling er der ikke Spor af. Det er tvertimod
aabenbart, at ligesom Norge i geografisk Henseende var for Islæn-
1 Se Prologen til den større Olaf den Helliges Saga (Chra. 1853): «Veit ek at
sva man pykkja ef utanlanz komr sia frasögn sem ek hafa mjök sagt frå islenzkum
monnum en {»at berr til f>ess at islenzkir menn f>eir er jiessi tiöindi sa eöa heyrdu
baru hingat til lanz f>essa frasagnir ok hava menn siöan at {)eim numit.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
