Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.">536
Den norske Historie
en Blanding af det latinske og Rune-Alfabetet; havde nu virkelig
den fælles Skriftsprogsform været fikseret paa Island, — havde de
paa Island gjorte literære Begyndelser været toneangivende og
ledende ogsaa for Norge: saa havde man naturligvis her ogsaa
antaget det paa Island konstruerede Alfabet eller det islandske
orthografiske System. Men nu viser det sig, at dette ikke har
været Tilfælde; man finder, at de ældste norske og islandske
Haandskrifter afviger paa en bestemt Maade fra hverandre, ikke
i Hensyn paa Sprogformen, men netop i Hensyn paa Orthografi
og Bogstavsystem; man finder i de ældste islandske Haandskrifter
«Spor af et omhyggeligere orthografisk Studium end i de ældste
norske, hvor man alene synes at have ladet sig lede af Øret uden
bestemte Begler».1 Det fremgaar heraf, at de første paa Island
og i Norge gjorte Forsøg paa at benytte Modersmaalet i Skrift
er foregaaede uafhængigt af hinanden og uden indbyrdes
Sammenhæng, og at Hypothesen om, at den næsten fuldkomne
sproglige Enhed, som vi iagttager i alle det norrøne Sprogs
Mindesmerker fra det 12te og 13de Aarhundrede, hvad enten de
er tilblevne i Norge eller dets Udflytningslande, skulde være at
forklare deraf, at den paa Island fastslaaede Sprogbrug og
Skrivemaade blev efterlignet i Norge, ikke lader sig fastholde.
Keyser har i sin Literaturhistorie2 opstillet en anden
Forklaring. Efter hans Mening giver Skriftsprogets Enhed paa Island
og i Norge os Bet til at slutte, at ogsaa Talesproget i
Hovedsagen har været ensartet hos alle Nordmænd, og det langt op i
Tiden, længe før Island blev bebygget. «Overensstemmelsen
mellem det norske og islandske Skriftsprog kan ikke have sin
Grund i nogen anden Omstændighed end den, at det Talesprog,
de fra Norge til Island udflyttede Ætter førte med sig, var det,
der i begge Lande senere blev anvendt ogsaa som Skriftsprog; thi
at enten Islændingerne 200 Aar efter sin Udflytning fra Norge skulde
derfra have laant et Skriftsprog, som ikke faldt sammen med deres
Talesprog, eller Nordmændene laant et saadant fra Island: — dette
er, det ene som det andet, en Urimelighed at antage.» «Naar
man nu tillige erindrer,» vedbliver han, «at Island flk sine
Indbyggere fra de forskjelligste Egne af Norge, dog fortrinsvis fra
dets vestlige og nordlige Landskaber,» nødes man til at antage,
«at det norsk-islandske Skriftsprog, ganske i den Form, hvori vi
1 Munch, N. F. IL, II. S. 636. G. Vigfusson, Eyrbyggja-S., Fort. S. XXXVIII.
Man sammenligne Are Frodes Islendingabök med de ældste Brudstykker af
Gulathingsloven, Norges gl. Love, I. 111—115. Are har «si£>an», «ef>a», «manofir» etc.,
Gulathingslovens Brudst. «siöan», «eöa», «manaöa» etc. — «In-oder Auslaut f>, ein
sicheres Kennzeichen von isländischen Handschriften, tindet sich nie in
nor-wegischen, die stets ö in In- und Auslaut aufweisen.» (Vigfusson, anf. St.)
2 Nordm. Lit. og Vid., S. 30—39.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
