Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.">538
Den norske Historie
ligheder. Nu var Stødet udenfra givet til en Sprogforandring, og
denne gik nu i de fordums af Sydgermaner beboede Lande, i
Gøtaland og Danmark, sin sedvanlige Gang, det vil sige: Sproget
opløste sig der i flere Dialekter.»
Man ser let, at denne Forklaring har altfor meget mod sig til
at kunne tages for god. De Grunde, hvorpaa man engang antog
en ældre sydgermanisk Befolkning i de sydlige Dele af
Skandinavien, har, som før fremhævet,1 ikke kunnet holde Stand
ligeoverfor den fortsatte arkæologisk-lingvistiske Granskning. Selve
Forudsætningen om, at Nordmændene ved sin Bosættelse paa den
skandinaviske Halvø skulde have havt «et ved Dialekter usplittet
Sprog», synes at hvile paa en urigtig eller ensidig Opfatning af
Sprogudviklingens almindelige Gang. I denne har vistnok
Samling og Sondring gaaet jævnsides; somme Dialekter er blevne
indordnede under mere omfattende Nationalsprog; andre
Dialekter har igjen dannet sig ved en Splittelse eller Forgrening af
disse. Ligesom det maa antages, at den nationale og politiske
Udvikling i Norge har begyndt med mange smaa Stammer og
Statssamfund, der efterhaanden har samlet sig til større Grupper,
saaledes maa det ogsaa antages, at den sproglige Udvikling har
begyndt med en Mangfoldighed snarere end med en Enhed. Det
har fra først af fundets Dialekter, ikke mindre i Norge end i
Danmark og Sverige. Disse Dialekter har vistnok oprindelig ikke
afveget synderlig fra hverandre; men de kan ikke være blevne
helt tilintetgjorte ved den senere Udvikling, saa at Talesproget
hos Nordmændene tilsidst var fuldkommen ens, alene med den
Forskjel, der altid maatte bestaa mellem den dannedes og den
raa Mængdes Udtale og Udtryksmaade.
I den ovenfor gjengivne Fremstilling af Keyser er nu vel ogsaa
til den ene Side Sprogenheden i den norsk-islandske Literatur fra
det 12te og 13de Aarhundrede og til den anden Side
Dialektsplittelsen i de ældste danske og svenske Sprogmindesmerker (fra det
13de og 14de Aarhundrede) bleven altfor skarpt akcentueret.
Modsætningen er ikke saa klar eller iøinefaldende, som man af hans
Udtryk skulde formode. Men saameget kan ialfald gjælde for
sikkert, at Sproget i de ældste norsk-islandske Literaturverker er
mere ensartet og har et fastere, mere regelbundet Præg end
Sproget i de ældste danske og svenske.2 Dette er unegtelig et paafal-
1 Se lste Del.
2 I Hensyn paa de danske Provinciallove er det erkjendt, at de er affattede i
tre temmelig bestemt afvigende Mundarter. Se t. Eks. .V. M. Petersen, Bidrag til
Dansk Lit.-Hist., 2den Udg., I. S. 59—60. «Landskaberne havde hver sin Dialekt;
Lovene (d. e. den skaanske, sjællandske, jydske Lov) er affattede hver i sin, et
almindeligt Skriftsprog var slet ikke til.» I Hensyn paa de svenske
Provinciallove har det samme været antaget af Petersen, Danske, Norske, og Svenske Sprogs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
