Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norrøne Literatur i Xorge’
539
(lende Fænomen, der kræver en Forklaring; det er det modsatte
af, hvad man skulde have ventet, da jo de ydre Forhold i Sverige
og Danmark ikke paa langt nær synes at have kunne befordre
Dialektsplittelsen i samme Grad som de ydre Forhold hos den
norrøne Folkestamme, der levede i spredte Bygdelag, mangesteds
adskilt ved uveisomme Fjelde eller Skogstrækninger eller selve
Verdenshavet, og som derhos var politisk sondret i særskilte,
selvstændige Statssamfund. Og vi henvises da, efter hvad der i
det foregaaende er bleven anført mod en formentlig Overførelse
til Norge af et paa Island fikseret Skriftsprog og mod den af
Keyser antagne Udviklingsgang, til at søge Forklaringen deri, at
der hos Nordmændene, fremfor hos Danerne og Svearne, har
dannet sig, og det længe forud for den skriftlige Literatur, et
Slags Normalmaal over Dialekterne, — et for Samfundets høieste
Kredse fælles Talesprog, der gjaldt for det korrekte og derfor var
mindre udsat for Afslidning og Afændringer end (len mere
skjødesløse Menigmandstale, og som allevegne kunde fremstille sig
som den selvskrevne Skriftsprogsform, da man begyndte at gjøre
Optegnelser i Modersmaalet. Grunden til, at et saadant
Normalmaal traadte sterkere frem og flk mere Magt hos Nordmændene
end hos de to andre Grene af den skandinaviske Folkestamme,
søger vi igjen i den hos hine herskende mere udprægede
aristokratiske Samfundsforfatning. Ifølge denne Forfatning har der
dannet sig en forholdsvis talrig Kreds af Ætter, der stadig mere
udsondrede sig fra Mængden ved fysisk og aandig Overlegenhed
og stadig indtog en mere bydende Stilling ligeoverfor det øvrige
Folk, medens de indbyrdes sluttede sig nærmere sammen. I
Land-naamsboken og andre Kilder finder vi omtalt norske Storætter
fra Tiden før Islands Bebyggelse, af hvilke én (iren kunde høre
hjemme paa Agder, en anden i det Throndhjemske, eller vi læser
om en Herse i Sogn, der var gift med en Datter af en Herse paa
Ringerike, en anden i Firdafylke, hvis Kone var fra Naumdalen,
en tredie høibyrdig Mand, der boede paa Haalogaland, medens
hans Kones Broder var en mægtig Mand i Sogn o. s. v.1 Hver
Hist., IL S. 104—5: «Næsten hver er affattet i sin Mundart»; ligeledes af Lyngbye
(Antiqv. Tidskr., 1858—60. S. 235 fl.), der dog indrømmer, at der kun er meget
liden Forskjel mellem Sproget i de forskjellige Love. Derimod søger J. E.
Rydqvist (Svenska Språkets Lagar, IV. S. 153 ff.) at vise, at man i de svenske
Landskabslove (udenfor Gotlandslagen) ikke saameget gjenkjender de tilsvarende
Dialekter som en for dem alle fælles Sprogform, et Slags «fornsvenskt skriftspråk»
(forsaavidt overensstemmende med Munch, Forn-Svenskans och Forn-Norskans
Språkbyggnad, Fort. S. XLII), om hvilket han dog erkjender, at det har været
«underkastadt en osäkerhet och vaklan, som kan ega många anledningar». Jvfr.
samme Forf. IV. S. 3—4, hvor han, i Modsætning til de norsk-islandske
Haandskrifter, fremhæver de ældste svenskes «Regelløshed» og vaklende Skrivemaade.
1 Landn., I. 11. III. 9. G. Vigfusson, Safn t. S. Isl, I. 240. 264-65. Hallfred
Vandraadeskalds Saga (Vigfusson & Möbius, Fornsögur, S. 83). Egils S., o. fl. St.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
