Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.">544
Den norske Historie
almene Kulturstrømninger. De samme Forfattere, der vil se en
Grund til Islands literære Overlegenhed over Norge i dets indre
og ydre Afsondring, har paa den anden Side, naar det gjaldt at
forklare, hvorledes Islændingerne kunde blive et saa merkværdigt
læsende og skrivende Folk, med Styrke fremhævet, at de gjennem
hele Sagaperioden stod i livligt Samkvem med den øvrige Verden,
at det store Hav ingenlunde afholdt dem fra jævnlig at gjeste
baade Norge og fjernere Lande i Handelsøjemed eller for at drive
lærde Studier, og at altsaa Islands afsides Beliggenhed i hin
Periode i Virkeligheden ikke havde stort at betyde. Det maa
vistnok indrømmes, at disse Forklaringer ikke synes at staa i
dén bedste Harmoni. Vi har ovenfor paapeget, hvorledes man i
det 12te Aarhundrede møder jævnlige Vidnesbyrd om et udbredt
Kjendskab til fremmede Literaturverker blandt Islændingerne;
deres egen Literatur begynder for en stor Del med Oversættelser
og Efterligninger; den begynder samtidigt med et mægtigt literært
Opsving i Europas ledende Lande, og at dette ikke er et blot
ydre Sammentræf, kan man saameget mindre tvivle om, naar
man iagttager, hvor hyppig Islands ledende Mænd og
Bepræsen-tanterne for dets store Ætter gjestede England, Frankrige,
Tyskland og studerede ved disse Landes Høiskoler. De to Betninger
inden Aandslivet eller Literaturen — den, der er henvendt paa
Behandlingen af den nationale Historie og de nationale
Sagnstoffer, og den, der er henvendt paa Tilegnelsen af fremmede
Literaturverker eller Bearbeidelsen af udenfra tilførte Sagnstoffer,
— viser sig altsaa fra først af at høre sammen; det kan ikke
synes rimeligt at stille dem, hvor det gjælder Forholdet mellem
Norge og Island, i en skarp Modsætning, naar man ser, at de
paa Island selv følges ad og gjensidig fremkalder eller støtter og
udvikler hinanden.
En Sammenligning med de to andre skandinaviske Folk vil
her være oplysende. Som man ved, frembyder Literaturen i
Danmark og Sverige indtil det 14de Aarhundrede overmaade lidet
nationalt enten i Hensyn paa Stof eller Form. Hvad Saxo
meddeler af gamle Sagn, er som oftest gjengivet i en forhutlet og
afbleget Skikkelse, og udenfor hans Verk er der kun faa og svage
Spor af, at man i disse Lande har syslet med sin egen Fortids
Traditioner eller fundet dem værdige til skriftlig Optegnelse.
Hvad der kjendes af danske og svenske Sprogmindesmerker fra
Tiden forud for det 14de Aarhundrede, indskrænker sig til
Pro-vineiallovene og nogle Legender, — baade i Kvantitet og i
Kvalitet for intet at regne mod Bækken af de Mindesmerker, som
det norrøne Sprog har efterladt sig fra det 12te og 13de
Aarhundrede, og det ikke blot saadanne, der er tilblevne paa Island, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
