Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.">554
Den norske Historie
which it sprung.»1 Skriftsproget, bundet ved en sterk Tradition
og de i Literaturen givne Mønsterformer, gaar efterhaanden over
til at blive stivt og gammeldags; dets eget Væsen er konservativt,
og samtidig holder det Dialekterne i Tømme, saa ogsaa de
stagnerer, og selve Kilderne, hvoraf Skriftsproget skulde hente
Berigelse, udtørres og forarmes. Imidlertid kan Sprogbevægelsen
foregaa mere uhindret hos andre Folk, hvis Mundarter ikke.
hat-været undergivne en lignende Kontrol, og disse kan derved i
Tidens Løb opnaa fremfor hine en større Lethed og Bøielighed og
et mere modernt Tilsnit. Heri maa vi se en Hovedgrund til, at
det norrøne Sprog, trods sin Literatur og trods sin tilsyneladende
Kraft og Rigdom, alligevel ved den nærmere Berørelse med de
danske og svenske Mundarter i det 14de og 15de Aarhundrede
kom til at ligge under for disse.2
Og her er da fremdeles det rette Standpunkt antydet til
Forklaring af den norrøne Literaturs Dekadence. Det kan ikke
antages, at Smagen for det fremmede i og for sig skulde have øvet
en skadelig Indflydelse; det er urimeligt at give Oversættelserne
og Tilegnelsen af udenlandske Mønstre Skylden for, at den
nationale Literatur blev afbrudt, som om denne ikke fra først af havde
været betinget af Paavirkninger udenfra, eller som om den kunde
tænkes at have villet bevare sin skabende Evne, saafremt den var
bleven stængt af for ethvert Samkvem med andre Folks Aandsliv.
Men i disse Oversættelser følger vi den nødvendige og
uundgaae-lige Opløsning af Former, der, efterat have opnaaet sin typiske
Fuldendelse, ikke længer kunde være Vehikel for en
fremadskridende Udvikling, men snarere maatte lægge en Stopper paa denne.
Sagaen tilhørte ved sin Oprindelse og Karakter et Liv, hvis
Betingelser efterhaanden ophørte at eksistere, og som ikke kunde
fornye sig. Det maatte gaa den, som det gik Skaldepoesien. Den
havde svaret altfor godt til det Stof, om hvilket den fra først
af var dannet, til at den rigtig kunde passe for noget andet,
og til at det kunde undgaaes, at den »udartede ved at gribe
efter nve Emner. Veien fremover førte her ogsaa med
Nødvendighed gjennem Opløsning og Afmagt. Sagastilens eiendommelige
Fortrin havde, som før omtalt, sin Grund deri, at den i
Hovedsagen var uddannet ved den mundtlige Tradition; jo mere denne
1 «Literære Dialekter, eller hvad man i Almindelighed kalder klassiske Sprog,
betaler sin Storhed for en Tid med en uundgaaelig Nedgang. –-Saasnart et
Sprog mister sin ubegrænsede Evne til Forandringer, sin Ligegladhed med, hvad
det kaster hort, og sin Redebonhed til altid øieblikkelig at tilfredsstille Tankens
og Hjertets Behov, saa er dets naturlige Liv ændret til en rent kunstig
Tilværelse. Det kan vedblive at leve endnu en Tid, men medens det ser ud til at
være det opadstra’bende Skud, er det i Virkeligheden bare en brudt, visnende
(iren, som tilslut vil falde af den Stamme, den er skudt ud fra.» Max Muller,
Sience of Language. 2 Munch, X. F. IL, 2den Ilovedafd,, I. S. 590—599.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
