Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norrøne Literatur i Xorge’
557
len maatte harmonere slet med Stoffet, —- en rent mekanisk
Operation, hvorved det umulig kunde undgaaes, at Aanden gik
floiten.
Saaledes blev den Omstændighed, at Island havde været
Arnestedet for en sterkt udviklet national Literatur i det 12te og
13de Aarhundrede, i en dobbelt Retning bestemmende for
Islændingernes Aandsliv i den følgende Periode. Her var en stor
Bogskat og en efter Tidens Leilighed overordentlig udviklet Læselyst
og literær Tradition. Derfor vedblev man at skrive endog da,
naar man egentlig ikke havde noget at skrive om. Island var i
det 14de Aarhundrede fremdeles langt foran de øvrige
skandinaviske Lande i Hensyn paa Omfanget af den literære og poetiske
Produktion. Men Islændingernes Aandsliv var paa den anden
Side bunden ved de mange Bøger, den sterke literære Tradition,
saa det kom til at ligge tilbage i Hensyn paa Frihed og Friskhed.
Ogsaa i de andre skandinaviske Lande kunde Visedigterne stundom
hente sit Emne umiddelbart fra de skrevne Bøger;1 men de
behandlede dog i dette Tilfælde Stoffet paa en friere Maade, idet de
fandt Tilknytningspunkter for sin Skildring i de Begivenheder
eller det Liv, der foregik rundt om dem; for de islandske
Yise-digtere var derimod Bøgerne alt. Den gamle Skaldekunst havde
været altfor ivrigt og systematisk drevet paa Island, til at den
ikke her fremfor noget andet Sted maatte faa en varig
Eftervirkning; paa en Tid, da nyere og lettere Versformer forlængst havde
faaet Indgang i Norden, kunde man dog ikke her bekvemme sig
til at opgive den gamle Stads: Kenningerne og Eddulisten. Den
islandske Visedigtning blev derfor i det hele stiv og pedantisk og
kom til at savne den poetiske Beaandelse, der udmerker saamange
af Viserne fra de andre skandinaviske Lande.
Skjønt Norges literære Dekadence i det 14de Aarhundrede i
Hovedsagen maa føres tilbage til ganske de samme Grunde som
Islands, flk den dog her en noget forskjellig Karakter. Paa
Island blev den aandige Armodsdom for en Del dækket over ved
en fortsat Pennetravlhed; man vedblev at læse og skrive, om man
end ikke formaaede at frembringe noget originalt. I Norge derimod
synes det, som om enhver Syslen med literære Ting rent blev
aflagt i Løbet af det 14de Aarhundrede.2 Tidligere havde man
fulgt den paa Island tilblevne historiske Literatur med Interesse;
Kongesagaerne blev hyppigt afskrevne i Norge, vistnok især til
Brug for Stormændene; men de fleste af disse Afskrifter, saavidt
man nu kjender dem, synes at tilhøre det 13de Aarhundrede og
Begyndelsen af det 14de; efter dette Tidspunkt maa den nationale
1 Se Storm, Sagnkredsene om Karl den Store etc.
2 Se Munch, N. F. H., 2den Hovedafd., I. S. 362—64, 932-34.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
