Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Udviklingen af en Iiigsadel i Danmark og Sverige
567
hoffene forhandledes alle vigtigere politiske Spørgsmaal, saasom
Kongevalg, Krigstog, Udfærdigelsen af nye Love, Paalæg af
Skatter eller andre offentlige Byrder m. m.; hvad man her blev enig
om, ansaaes som vedtaget paa hele Folkets Vegne og var
bindende for alle, og da de Deputerede for Borger- og Bondestanden
kun var tilstede for et Syns Skyld, medens Adelen i Forening
med den høiere Geistlighed havde den ene afgjørende Stemme,
var det i Virkeligheden disse Stænder, hvem den politiske
Suverænitet, der engang havde hvilet hos Landsthingene, omsider
kom til at tilfalde. Rigsdagene blev den store Løftestang for
Adelens Vælde, hvorved den hævede sig til en selvstændig
Statsmagt, og disse Forsamlinger, der fra først af havde været en
Støtte for Kongedømmet, en Udfoldelse af dets Magt, drog nu
stadig knappere Grænser om det og gjorde det afhængigt af sine
egne Tjenere. Det er ovenfor nævnt, at d£n ældste Begel for
Thronsukcessionen i Danmark var en Blanding af Arveret og
Valgret, idet den afdøde Konges ældste Søn eller nærmeste
Arving gjaldt som selvskreven til at sukcedere ham, medens hans
Bet dog først maatte højtidelig stadfæstes af Folket, inden han
kunde tiltræde Begjeringen. Denne Stadfæstelse af Kongsemnets
Ret blev, som de øvrige Ytringsformer af Folkets politiske
Suverænitet, efterhaanden overført fra Folket til Adelen, fra
Land-skabsthingene til Rigsdagene, og gik i Sammenhæng dermed over
til en ligefrem Valgret. Man holdt sig vel fremdeles i Regelen
til nærmeste Arving; men denne gjaldt ikke længer for at være
selvskreven, saa at han kun under særegne Omstændigheder
kunde sættes tilside; det blev anerkjendt som Regel, at den
egentlige Adkomst til Thronen var Valg og ikke Arv; man begyndte
at knytte visse Betingelser til Valget, og tilsidst maatte
Kongs-emnet, for at opnaa at blive hyldet, finde sig i at underskrive en
formelig Valgkapitulation eller Haandfæstning, hvorved han
sikrede de herskende Bigsstænder, Adelen og Geistligheden, særlig
den førstnævnte, mere og mere vidtstrakte Rettigheder og bandt
sine egne Hænder i saagodtsom enhver Retning. Den første
danske Haandfæstning er, som bekjendt, Kristofer den Andens
fra Aar 1320, og fra nu af kan man sige, at Forholdet mellem
Kongedømme og Adel er fuldkommen vendt om. Det er Adelen,
der fra nu af optræder som Landets rette Suveræn. Den vælger
Kongen og foreskriver ham de Vilkaar, paa hvilke han skal styre.
Kongen er næsten ikke mere end dens Redskab eller Repræsentant
og har staaende ved Siden af sig et Udvalg af de fornemste Adelige,
der deltager paa en selvstændig Maade i Administrationen ogvaager
over, at han ikke forgriber sig paa Adelens Privilegier eller
overskrider de Grænser, der er dragne om hans Myndighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
