Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Udviklingen af en Iiigsadel i Danmark og Sverige
O /O
at bringe saavidt muligt sit eget Udspring i Forglemmelse og
opnaa en Ligestilling, som den blotte Titel ikke var istand til at
forskaffe dem, saa til syvende og sidst, trods Blandingen af
aristokratiske og plebeiiske Elementer, en Ætstorhedens eller
Høi-fornemhedens Tradition har paanyt kunnet gjennemtrænge den
hele Kreds.
Saaledes vedblev der at bestaa i en vis Forstand en
Lender-mandsklasse, og denne vedblev i det udvortes at indtage en
ære-frvgtbydende Stilling; det kunde synes, som om den fremdeles
var, hvad den altid havde været, skjønt den i Virkeligheden kun
var et Navn, en Skygge, og heri laa da atter en Fristelse for den
til i givet Tilfælde at prøve paa at spille en Bolle, der baade laa
over dens virkelige Evne og var i Strid med den strengt
monarkiske Doktrin, der var bleven opstillet af Sverre som Udbyttet af
Norges hele forudgaaende politiske Udvikling.
Saalænge Haakon Haakonssøn endnu sad paa Norges Throne
som Seirherre over de sidste Udløbere af det
aristokratisk-hier-arkiske Forbund mod Kongedømmet, har en slig Tendens endnu
ikke kunnet træde frem. Det var endnu i altfor friskt Minde, at
den seirende Kongeæt havde havt saagodtsom alle Landets
Stormænd mod sig, og Haakon selv holdt, som vi har seet, med stor
Klarhed og Konsekvens fast ved de af Sverre opstillede Principer
om Statens fulde ubeskaarne Suverænitet og Kongedømmets
Ene-raadighed over Staten, saa der ikke blev levnet nogen Plads ved
Siden af det. Hans Søn, Magnus, var derimod af en veikere Art.
Under ham optraadte Kirken atter med vidtgaaende Fordringer
og satte disse for en væsentlig Del igjennem. Ved de mellem
Kong Magnus og Erkebiskop Jon i Bergen og Tunsberg afsluttede
Konkordater blev der indrømmet Kirken, — foruden adskillige
økonomiske Privilegier, deriblandt en temmelig vidtstrakt
Ledings-frihed,— selvstændig Lovgivningsmyndighed og selvstændig
Jurisdiktion i alle Sager, som efter kanonisk Ret hørte ind under geistlig
Domstol, hvorhos Kongedømmet frasagde sig enhver Ret til at
deltage i Besættelsen af Biskopsstolene eller andre geistlige
Embeder.1 Det var en fuldstændig Opgivelse af det af Sverre
gjennemførte System, der hævdede Statens Eneraadighed over
Lovgivning og Betspleie. Og denne Opgivelse har ingen
Undskyldning deri, at der siden Sverres Tid skulde være indtraadt nogen
Forandring i det norske Folks Opinion eller i Forholdene iøvrigt,
hvorved det var bleven vanskeligere for Kongedømmet at
fastholde sin engang indtagne steilt afvisende Holdning ligeoverfor
1 Se Keyser, Kirkehist., II. S. 17 28. Munch, N. F. II., IV. 1. S. 551 tf. Zorn,
Stadt und Kirche in Norwegen, S 20 fj’.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
