Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.">576
Den norske Historie
de hierarkiske Krav. Tvertimod! Kongedømmet havde aldrig
været saa sterkt og kunde gjøre Regning paa at have saagodtsom
det hele Folk med sig i enhver Kamp mod indre Fiender eller
Medbeilere, medens Kirken, trods alt, hvad den ved Haakon
Haa-konssøns Gavmildhed eller paa andre Maader havde vundet i
materielt Velvære, siden den laa under for Sverre, alligevel
fremdeles var altfor lidet rodfæstet i Folkets Bevidsthed, altfor lidet
støttet i dets Sympathier til at kunne klare sig i en aaben Kamp,
hvad ogsaa den nærmest paafølgende Tids Historie tilfulde
godtgjorde. Naar altsaa nu et saa afgjørende Omslag fandt Sted i
den store Principkrig mellem Ståt og Kirke og denne sidste paa
én Gang og i fuldeste Maal opnaaede den «Frihed», som den
tidligere forgjæves havde kjæmpet for med Anvendelsen af alle de
til dens Raadighed staaende Midler, saa var det ene og alene en
Følge af den tilfældige Omstændighed, at den norske Kirke havde
fundet en ualmindelig energisk og foretagsom Formand, paa
samme Tid som det norske Kongedømme var repræsenteret af
en lidet betydende Personlighed, hvem det skortede baade paa
Vilje og Evne til at bruge den store Magt, der stod til hans
Raadighed. Konkordaterne i Bergen og Tunsberg staar ikke som
Vidnesbyrd om en Udvikling, der gav Kirken en stedse bredere og
sikrere Grund at staa paa; de vidner alene om Kong Magnus’s
personlige Svaghed.
Denne Svaghed har ogsaa hans verdslige Omgivelser kunnet
benytte sig af, forsaavidt som der rørte sig ærgjerrige politiske
Tendenser hos dem. Man ser, at han, samtidig med at indrømme
Geistligheden en udstrakt Ledingsfrihed, ogsaa tilstod sin Hird
deriblandt først og fremst Lendermændene, en lignende Frihed,1
og da Ledingen gik over fra en personlig Ydelse til en reel,
hvilende paa Jorden,2 blev denne Frihed paa det nærmeste
overensstemmende med Frälset i Danmark og Sverige, der gav den nyere
Adel i disse Lande et saa mægtigt Opsving. Man ser, at han
tilstod sine haandgangne Mænd nye Værdighedsnavne: Skutilsvendene
fik Navn af Biddere, Lendermændene af Baroner og Herrer. Det
var en blot Titel; men ogsaa den kunde bidrage sit til at
stimulere Ærgjerrigheden og vække Minderne om en Tid, da
Lendermændene ikke blot i Navnet, men i Virkeligheden var Landets
Herrer. Barontitelen var laant fra England, hvor den høiere Adel,
som bar denne, netop i denne Tidsalder hævede sig til at blive
en herskende politisk Magt ved Siden af Kongedømmet, og det
synes da at være en nærliggende Formodning, at de norske Len-
1 Munch, X. F. H., IV. I. S. 516-19.
2 Ssts. S. 508 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
