Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Udviklingen af en Iiigsadel i Danmark og Sverige
577
dermænd, idet de i Hensyn paa de ydre Former stillede sig
dette Mønster for Øie, har havt et Slags Tanke om at følge det
videre.1
Forsaavidt noget saadant virkelig var Tilfælde, føiede
Omstændighederne sig gunstigt nok for dem. Efter Magnus Lagabøters
Død 1280 tiltraadte hans ældste Søn, Eirik, Kongedømmet,
overensstemmende med, hvad hans Fader havde bestemt, uden at der
lagdes ham mindste Hindring iveien; men da Eirik endnu kun
var et Barn, ikke fulde 12 Aar gammel, blev det Lendermændene,
— ifølge gammel Vedtægt og Lovens udtrykkelige Forskrift
Kongens selvskrevne Raadgivere, — i hvis Haand Styrelsen gjennem
en længere Tid faktisk kom til at hvile. Ogsaa efterat Eirik var
bleven voksen, synes dette Forhold i Hovedsagen at have
vedvaret uforandret; han var nemlig sygelig af Legeme og svag af
Karakter og gav sig lidet af med Régjeringsanliggenderne. Han
døde i 1299; det var altsaa et Tidsrum af omkring tyve Aar, i
hvilke der var aabnet en gunstig Leilighed for dem, som ved sin
Titel og Æt repræsenterede det gamle Aristokrati, til at
gjenoptage Traditionerne fra dette Aristokratis Velmagtsperiode. I en
vis Forstand forsømte de heller ikke at benytte denne Leilighed.
Vi ser under Kong Eiriks Mindreaarighed de Baroner, der stod i
Spidsen for Formynderstyrelsen, optræde baade med Kraft og
Enighed og fravriste Kirken, repræsenteret af den energiske
Erkebiskop Jon, saagodtsom alle de Fordele, hele den herskende
Stilling, som det havde lykkets denne at opnaa ved de med Magnus
Lagabøter afsluttede Konkordater.
Kampen brød løs umiddelbart efter Kong Magnus’s Død.
Erkebiskop Jon har forestillet sig, at den nye Konges
Umyndighed frembød en gunstig Leilighed til at faa sikret og udvidet de
forud opnaaede Fordele, og lod derfor udfærdige et
Provincial-statut, i hvilket Konsekvenserne af de i Tunsberger-Konkordatet
opstillede almindelige Forligsvilkaar mellem Kirke og Ståt blev
dragne med den yderste Skarphed, og som endog søgte at hævde
for Geistligheden nye Rettigheder, der ikke havde Hjemmel i hine
Vilkaar. Men Baronerne i Kongens Raad tilbageviste øieblikkelig
dette Forsøg og gik paa sin Side over til et Angreb, idet de gav
Forordninger og traf en Række Foranstaltninger, der var
ligefrem stridende mod Tunsberger-Konkordatet, og hvorved Kirken
dreves tilbage til den Stilling, som den havde indtaget under
Haakon Haakonssøn (ifølge Kristenretten af 1244). Forgjæves
søgte Erkebiskop Jon at stanse Uveiret ved Bønner og
Forestillinger; forgjæves anvendte han de kraftigere Midler, der stod til
1 Keyser, Retsforf. S. 1 li.
37 — Sars: Samlede Verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
