Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.">582
Den norske Historie
Kongedømmet. Vi kan ogsaa følge en saadan Udvikling et Stykke
paavei; vi ser det spire hist og her; men Spirerne vil ikke rigtig
trives; det er som en Grund, der engang har baaret en rig Grøde,
og som trænger til at hvile, inden den paanyt vil give noget
af sig.
Vi ser Levningerne af det gamle Aristokrati slutte sig paa det
nærmeste til Kongen og gaa over til en Hofadel; vi ser en Række
nye Ætter trænger ind i deres Kreds og blande sig med dem og
regnes for deres Jævnbyrdige, skjønt de er udgaaede fra Folkets
lavestliggende Lag og udelukkende skylder sin Ophøielse til
Kongegunsten. Vi ser alle de arvelige Fortrin, der havde sin Rod i den
hedenske Stammeforfatning og var knyttede til høi Byrd og fri
Jordbesiddelse, forsvinde af Lovgivningen, medens nye kommer
i deres Sted, der udelukkende var betingede af Tjenstforholdet til
Kongen. Vi har omtalt, at Magnus Lagabøter gav sine
haandgangne Mænd et vigtigt Privilegium, idet han fastsatte, at hver
Bidder og Hirdmand skulde være ledingsfri selvtredie, hver Gjest
og Kjertesvend selvanden, hvilket, efter den ved Landsloven
indførte Beregningsmaade, gik over til at betyde Skattefrihed for
saameget Jordegods, som kunde antages at svare til tre eller to
Nev. Det fremgaar af senere Forordninger, at de haandgangne
Mænd i Norge, i Lighed med deres Standsfæller i Danmark og
Sverige, og ikke aldeles uden Held, har strævet med at udvide
dette Privilegium, saa at alt deres Jordegods kunde blive
skattefrit.1 Vi ser dem tilvende sig andre Særrettigheder, saasom
navnlig eget Forum i Betssager mellem dem selv indbyrdes eller
mellem dem og ikke-haandgangne Mænd; dette var vistnok ikke
hjemlet dem ved Lovgivningen; tvertimod paabød Magnus
Lagabøters Hirdskraa udtrykkelig, at ved alle de Sager, som Kongens
Mænd havde at søge eller verge i Herredet, skulde der forholdes
efter Landets Love, ligeledes at, naar en haandgangen Mand begik
nogen Forseelse mod andre Thegner, skulde han bøde derfor
efter Sysselmandens Baad og Lagmandens Orskurd, og disse
Bestemmelser blev yderligere indskjærpede ved flere Betterbøter af
Haakon den Femte, der truer med streng Straf for det Tilfælde,
at Sysselmænd eller Riddere eller andre haandgangne Mænd
vægrer sig ved at lystre Stevning til Lagmanden eller Lagthinget;2
alligevel syntes det dog i den nærmestfølgende Tid at være
bleven en fast Regel, at Kongen, ved Retstrætter mellem
haandgangne Mænd indbyrdes og mellem haandgangne Mænd og andre*
forordnede egne Dommere, eller at slige Sager afgjordes, ikke
hos Lagmanden eller paa Lagthinget, men paa Hirdstevner
1 Se Munch, N. F. IL, IV. 2. S. 609-10; 2den Hovedcifd,, I. S. 436-37.
J Norges gl. Love, III. S. 56—57.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
