Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Udviklingen af en Iiigsadel i Danmark og Sverige
589
Men naar Sysselmændenes og de øvrige kongelige Tjeneres
Anseelse voksede, var det ene og alene en Følge af, at Kongedømmet
selv havde udvidet sit Omraade og samlet i sin Haand al den
Myndighed, der tidligere havde været delt med den lokale
Høvdingmagts Repræsentanter; det havde derimod ingen
Sammenhæng dermed, at man begyndte at sondre mellem Ståt og
Kongedømme og at betragte hin som noget dette overordnet; de to var
altfor nøie forbundne i Folkets Traditioner og historiske
Bevidsthed til at kunne skilles ad. Thronarvefølgen var og vedblev at
være Hovedstykket i Norges Statsret. Man forandrede den
gjentagne Gange i det enkelte, tildels af Hensyn til praktiske Behov;
men Principet om Kongedømmets strenge Arvelighed fastholdtes
urokkelig i Lovgivning som i Folkemening. Kongens Bet til at
styre Landet forestilledes at være en ham eller hans Æt ubetinget
tilkommende. At kontrolere ham i denne Styrelse eller at dele
Magten med ham maatte synes et Indgreb i den Eiendomsret,
hvorpaa Samfundets hele Betsorden hvilede. Der var saaledes
ikke levnet Plads for nogen selvstændig Bepræsentation af Staten
ved Siden af ham. Hans Baadgivere og Tjenere kunde, trods
deres stigende Anseelse, ikke frigjøre sig fra det personlige
Afhængighedsforhold, hvori de fra først af var stillede; naar de
deltog i Landsstyrelsen, saa var det udelukkende paa Kongens
Vegne og i hans Navn; nogen anden Kilde til offentlig Myndighed
end denne gaves ikke, erkjendtes ikke.
Vi har seet,1 hvorledes ogsaa efter Magnus Lagabøters
Lovgivning Odelstanken vedblev at beherske alle Betsforhold inden det
norske Samfund. Kongedømmet var en Odel, og da Kongedømme
og Ståt faldt sammen, var følgelig ogsaa Staten det; den havde,
som enhver anden Odel, sine én Gang for alle fastsatte, skarpt
optrukne Grænser; den var en Bet for sig, sideordnet den
frie Bondeeiendom snarere end overordnet denne. Den
forestilledes fremdeles at hvile paa en Overenskomst mellem Kongen
paa den ene Side, Bønderne paa den anden, der medførte visse
Forpligtelser for begge de kontraherende Parter. Kongens
Forpligtelse var at styre Landet overensstemmende med Lovene, at
lede det fælles Forsvarsvæsen og at overholde Fred og Orden;
Bøndernes at gjøre personlig Krigstjeneste inden en vis
Udstrækning og inden en vis Tid af Aaret samt at yde en vis, én Gang
for alle fastsat Skat. Disse Ydelser kunde Kongen anvende
saaledes, som han selv fandt for godt; han var uindskrænket Herre
over Krig og Fred og over de Indtægtskilder, der var stillede til
hans Baadighed; men han maatte ogsaa hjælpe sig med, hvad der
1 Se ovenfor S 235 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
