Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.">590
Den norske Historie
engang var bleven ham bevilget. Hverken han eller nogen anden
havde Ret til at udvide Ledingspligten eller paalægge den frie
Bondeeiendom nogen ny Skat eller Tynge uden vedkommende
Ledingspligtiges eller Jordeiers egen gode Vilje. I Sverige og
Danmark stod Sagerne i saa Henseende noget anderledes.
Vistnok var Kongen ogsaa her uberettiget til paa egen Haand at
paalægge nogen ny Skat; men der var aabnet ham en Udvei til at
forøge sine Indtægtskilder ved Henvendelse til Rigsdagene eller
Herredagene. Disse gjaldt, efter hvad der før er bleven
fremhævet, allerede i det fjortende Aarhundrede som en virkelig
Folkerepræsentation og øvede i Overensstemmelse dermed et Slags
skattebevilgende Myndighed. Og da det var Adel og Geistlighed,
som her havde den afgjørende Stemme, blev Forholdet i
Virkeligheden et saadant, at de privilegerede Klasser bevilgede, hvad
de ikke-privilegerede maatte betale. I Norge havde Kongen Ret
til at begynde Krig, naar han selv fandt for godt, medens
Størrelsen af det Mandskab, der i saa Tilfælde stod til hans
Raadighed, og Tiden, i hvilket det var pligtigt at tjene, én Gang for alle
var fastsat. I Danmark derimod kunde Kongen ikke begynde
nogen Krig uden Folkerepræsentationens (d. v. s. Adelens og
Geistlighedens) Samtykke; men havde han først opnaaet dette
Samtykke, stod det til ham at bestemme, hvor meget af det ledingspligtige
Mandskab der skulde udskrives, eller hvor længe det skulde
holdes sammen.1 —
Man ser, at de norske Bønder forfatningsmæssigt indtog en
langt friere Stilling end de danske og svenske. Disse sidste var
blevne Undersaatter i Ordets fulde Bemerkelse; deres
Underordning under den af Konge og Rigsdag i Forening repræsenterede
Ståt havde ingen klar eller fuldt ud anerkjendt Grænse, den
norske Odelsbonde vedblev derimod paa en vis Maade at være en
Suveræn; hans Suverænitet var bleven beklippet; han havde
maattet paatage sig visse Forpligtelser; men indenfor det saaledes
begrænsede Omraade vedblev han at være ligesaa fuldkommen og"
ubetinget Herre, som Kongen var det inden sit. Heraf fulgte
igjen, at de Privilegier, der tilstodes de haandgangne Mænd i
Norge, umulig kunde skabe en slig dyb Skilnad mellem dem og
de ikke privilegerede Odelsbønder som den, der efterhaanden
dannede sig mellem «frie» og «ufrie» Jordbesiddere i Danmark
og Sverige. Læren om, at de skattepligtige Bønder, i Modsætning
til Frälsemændene, ikke eiede sin Jord med fuld Eiendomsret,
men at Kronen var den virkelige Eier, siden de ydede Afgifter til
denne, — denne Lære, der vandt Indpas baade i Sverige og Dan-
1 Jvfr. Aschehoug, Statsforf., S. 164 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
