Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
Den norske Historie
Egoisme, der virkede til at opløse endog de helligste og sterkeste
Baand.1 Ogsaa i de skandinaviske Lande maa Pesten have virket
paa lignende Maade, og derom savnes heller ikke bestemte
Vidnesbyrd. I et Kongebrev af 3die August 1350 klages der over, at
Bønderne i Oslo Biskopsdømme forsømte at yde den lovlige Tiende
til Kirken. Bønderne undskyldte sig med, at de ikke havde nok
Arbeidshjælp til at tærske Tienden. «Vi erfarer dog,» heder det
videre, «at Mænd tærsker sit Korn og fører det til Kjøbstaden
tilsalgs, men ligger derhos daglig i større Drik, end Folk
nogensinde før har gjort, og glemmer herved ganske Guds og den
hellige Kirkes Rettigheder, medens Landet lægges øde, uvundet og
usaaet, paa Grund af deres Utrivnad og mangfoldige Usæder, som
vi nu ei nærmere vil omtale.»2 Man har iagttaget, hvorledes den
literære Virksomhed i Norge afbrydes omtrent samtidig med, at
de store Farsotter begynder sin Herjing. I første Halvdel af det
14de Aarhundrede vedblev man, om end ikke at frembringe nye
Verker, saa dog at mangfoldiggjøre de allerede eksisterende
gjennem Afskrifter. Ved Aar 1350 hører ogsaa dette op. Fra Aarene
1300 til 1350 stammer en lang Bække Haandskrifter af Love, Sagaer
eller andre Verker; fra Aarene 1350 til 1400 kjendes kun nogle faa
Lovbøger. Denne pludselige Stansning af Bogproduktionen er
udentvivl med Rette sat i Forbindelse med Mandedøden3 og maa
forklares, ikke blot af, at saamange af Stormændene, for hvem
Afskrifter af Love og Sagaer i Regelen blev forfærdigede, bortreves,
men i det hele af den Sløvelse og Slappelse i alle Forhold, der
var en Virkning af Pesten.
Den store Mandedød og det 14de Aarhundrede? andre
Farsotter har da ganske vist øvet en stor Indflydelse i de skandinaviske
Landes Historie, om de end ikke har havt den overvættes
Betydning for Norge specielt, som man engang pleiede at tillægge dem.
De har været med om at give Tidsrummet fra Midten af det 14de
til Begyndelsen af det 15de Aarhundrede dets eiendommelige Præg,
og de maa tages med, naar det gjælder at forklare dette Tidsrums
Begivenheder og særlig den vigtigste blandt dem: Unionen
mellem de skandinaviske Riger.4
1 Citater hos A. L. Faye, Den sorte Død, S. 85 ff., deribl. Guy de Chauliae:
«Pater non visitabat lilium, nec lilius patrem; charitas erat mortua, spes prostrata.»
2 Dipl. Norv. VI. No. 196.
3 G. Storm i Kristiania Videnskabsselskabs Forhandlinger 1819, S. 11—12.
4 H. Hildebrand, Sveriges Medeltid (1879), I. S. 58 ff.: «Et fremgaar med
Sikkerhed af Ziffrene: det store Afbræk, som Mandedøden har gjort, — saameget
værre, som en Række Krige fulgte paa. Det kan ikke vække Forundring, at
Slutningen af det 14de Aarhundrede i vor Kulturhistorie forraader en vis Mathed og
en vis Tilbøielighed til at opløse gamle Forhold. Man var ikke mere end
Mennesker.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
