Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kalmarunionen og de skandinaviske Nationaliteter (35
•deise af indbringende Forleninger. Den blev egoistisk og
anarkisk, — en Samling af Slegter, forbundne ikke ved nogen stor
Idé éller nogen stor Fællesopgave, men alene ved en
sneversin-det, materialistisk Korporationsaand og ved den fælles
Modsætning til Kongedømmet, hvis Kontrol de søgte at unddrage sig, og
til Folket, som de udplyndrede og undertrykkede.
Tidligst og sterkest kom denne indre Opløsning tilsyne i
Danmark. Allerede i den sidste Halvdel af det 13de Aarhundrede var
her Kampen mellem Adel og Kongedømme i fuld Gang.
Danmarks mægtigste Adelsmænd søgte Hjælp hos den norske Konge,
opeggede ham til Krig mod deres eget Land, deltog derefter i
Krigen paa samme Side som Rigets Fiender og herjede i Forening
med Nordmændene de danske Kyster aarevis paa det
ubarmhjertigste. Ogsaa Kongedømmet blev paa sin Side drevet til at
.søge Støtte hos Fremmede, — isoleret som det var blevet, stillet
ligeoverfor en Adel, der enten var upaalidelig eller ligefrem
fiendtlig, og ligeoverfor et Folk, som var kuet og afvæbnet, uden
Al-menaand og uden Evne til virksom Indgriben i Rigets Skjæbne.
Erik Menved (1286—1319) omgav sig med tyske Leietropper, og
for at skaffe Penge til disse greb han til det Middel at pantsætte
•store Stykker af sit Rige til fremmede eller indenlandske
Stormænd. Hans Eftermand, Kristoffer II, kom paa Thronen mod at
vedtage en Haandfæstning, der var ensidig beregnet paa at fremme
Adelens materielle Interesser, og hvorved Kongen fraskrev sig de
nødvendige Midler til at opretholde en nogenledes virksom
Styrelse og raade Bod paa Rigets værgeløse Forfatning. Hans
Indtægter blev beklippede, medens hans Pengetrang voksede ved de
stadig fornyede Stridigheder med Adelen. Han tog da sin Tilflugt
til den samme Udvei som hans Formand: at pantsætte Stykker
af sit Rige, og fortsatte saalænge hermed, til han tilsidst ikke
havde mere igjen. Efter hans Død var Danmark i en Række af
Aar kongeløst og uden endog Skyggen af en central Styrelse, —
bragt til Afgrundens Rand ved Adelens Egennytte, dens
Udygtighed eller Uvillighed til at opfylde de Pligter, som var dens raison
d’étre, udstykket mellem Panthavere, der udsugede og
mishandlede de dem voldgivne Landskaber, uden at generes af
nogensomhelst Kontrol. Det allermeste havde de holsteinske Grever;
men som Panthavere under dem igjen eller i deres Tjeneste stod
mange danske Adelsmænd,1 der ikke undsaa sig ved at gaa sit
Fædrelands Undertrykkere tilhaande for at faa være med paa
■den almindelige Udplyndring.
Holsteinernes Tyranni fremkaldte omsider en alvorlig Reisning
1 Reinhardt, Valdemar Atterdag, S. 54—55, 64—65.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
