Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kalmarunionen og de skandinaviske Nationaliteter
(37
sentant. Den nationale Bevægelse døde derfor snart hen.
Kongedømme, Adel og Folk vedblev at være skilte ad, soin de før havde
været. Adelen vedblev at være egoistisk og anarkisk, optaget af
sin Jagt efter Jordegods og Forleninger og af sine øvrige
Særinteresser, villig til, for deres Skyld, at alliere sig med
hvemsomhelst, om det saa skulde være Rigets aabenbare Fiender.1 Folket
vedblev at være en uorganisk Masse, som bar Byrder for Staten,
men ikke havde nogen Del i dens Liv.
Den svenske Adel var yngre end den danske, men kunde snart
kappes med denne i Gridskhed og hensynsløs Forfølgelse af
egennyttige Formaal. I Sverige som i Danmark var Adelens
Skattefrihed og øvrige Bettigheder fra først af givet som et Vederlag
for de særskilte Pligter og Udgifter, der paahvilede dem i Hensyn
paa Rigets Forsvar. I Sverige som i Danmark opnaaede den at
faa disse Pligter indskrænkede, eller den forsømte mere og mere
at opfylde dem, medens de tilsvarende Rettigheder vedblev at
staa ved Magt uden Afkortning eller endog udvidedes. Herved
vandt den en økonomisk Overlegenhed over de menige eller
«ufrälse» Jordeiere, som satte dem istand til at forøge sit
Jordegods paa disses Bekostning efter en stadig stigende Maalestok.
Og paa denne Godsforøgelse lagde da den svenske Adel gjennem
lange Tider hele sin Kraft. Det blev dens ledende Tanke; derhen
sigtede alt, hvad den foretog sig; deraf blev dens Politik bestemt;
dertil brugtes de offentlige Hverv og den Indflydelse, hvorover
den fik at raade.2 Den repræsentative Mand for det 14de
Aarhundredes svenske Adel er Drotseten Bo Jonssøn, som ved at
kjøbe, tilpante og tilrive sig Jordegods og Forleninger hævede
sig til en Magt, større end selve Kongens, og hvis private Formue
næsten blev det Midtpunkt, hvorom Landets Historie dreiede sig
i den nærmest forud for Unionen gaaende Tidsalder.3
Idet Adelen optog i sin Kreds alle de mere formuende og
ansete Jordeiere og afsluttede sig som en særskilt Stand, der ved
sine Interesser og Rettigheder blev stillet i et ligefremt
Modsætningsforhold til det øvrige Folk, maatte Samholdet inden de
engere Kredse, hvori Folket oprindelig havde været organiseret,
mere og mere svækkes.4 Landskabernes Selvstyrelse forfaldt, men
ogsaa Rigsstyrelsen blev lammet derved, at dens Organer, Adel
og Kongedømme, istedetfor at samvirke, modvirkede hinanden.
Idet Adelen ved sin Omsiggriben stadig forøgede det helt eller
delvis skattefrie Jordegods, blev ikke blot Kongedømmets Ind-
1 Reinhardt, Valdemar Atterdag, S. 201—2, 415—17.
2 Se Stgffe, Bidrag till Skand. Hist. I. S. XII-XIII, LXXXV-VII.
3 Styffe, l. c. I. S. LXXI11—VI.
* Styffe, l. c. I. S. LXXXVII—XC.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
