Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
Den norske Historie
Paa ethvert Trin af Samfundet gjentager sig altsaa det samme
Skuespil af Opløsning og Splittelse. Man faar et Indtryk af, at
(let hele Samfundslegeme er rammet af Paralyse; Organerne for
dets Liv har ophørt at virke, eller de kan ialfald ikke bringes til
at virke sammen til et fælles Maal, efter en fælles Plan. Guizot’s
Karakteristik af det 14de Aarhundrede: — «temps de mouvement
sans direction, d’agitation sans résultat»,1 — passer maaske
ingensteds bedre end hos de skandinaviske Folk. Deres Historie i dette
Tidsrum er et Virvar, hvori det er vanskeligt at opdage noget,
som endog blot ligner en ledende Traad; — et floket og alligevel
til det yderste ensformigt Intrigespil; — Smaafeider paa kryds og
paa tvers, fordetmeste uden Resultat og uden noget Optrin, som
det er muligt at afvinde nogen Interesse; — Traktater, der brydes
i samme Øieblik, som de er bleven afsluttede, eller som er affattede
saaledes, at den ene Bestemmelse slaar den anden ihjel; —
Freds-og Forligsmøder, hvor man kommer sammen og skilles ad uden
at være blevet enig om andet end et nyt Møde; en hel Hob
Enkeltheder, men som næsten aldrig former sig til et samlet Billede;
en Række handlende Personer, af hvilke endog de, der optræder
hyppigst, og om hvem Kilderne giver udførligst Underretning,
fordetmeste staar for os som blotte Navne, — formummede
Skikkelser, om hvis aandige Fysiognomi det ikke er muligt at danne
sig nogen bestemt Forestilling.
Idet Adelen var opløst i en Hob Ætter, som hver især
strævede med at berige sig, — idet Kirkefyrsterne havde ophørt at
have noget fælles Formaal at arbeide for og istedet derfor var
optagne af sine Privatinteresser, — idet ogsaa Kongedømmet var
reduceret til næsten bare at repræsentere sig selv, ved at være
stillet i Modsætning til Adelen, uden at blive til Gjengjæld knyttet
saameget fastere til Folket: — var en endeløs Mængde af politiske
Kombinationer blevet mulig, men blandt dem ingen, som havde
nogen tryg Grund at hvile paa, og som kunde faa nogen varig
Retydning. Det er ikke Interesserne, men Ideerne, der knytter de
sterkeste Baand mellem Menneskene. Der maa være andre Maal
oppe end de, som den blotte Egennytte stiller, for at Menneskets
høieste og ædleste Kræfter skal kaldes frem, saa der fremstaar
Helte og Høvdinger og danner sig virkelige Partier, inden hvilke
der raader den gjensidige Tillid, som er den første Betingelse for,
at noget stort skal kunne udrettes. I en Tid som denne, da den
groveste, vulgæreste Egennytte var raadende paa alle Omraader,
maatte alt dette savnes. Man mistroede hinanden gjensidig, idet
man rakte hinanden Haanden til Forbund; enhver af de
Forbundne havde bare sin Privatfordel for Øie og skilte sig ud eller
1 «En Tid med Bevægelse uden Retning, Ophidselse uden Resultat».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
