Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
Den norske Historie
indsat Meklenburgeren paa Sveriges Throne.1 Disse Stormænds
politiske Synsmaader og Interesser kan neppe have
undergaaet nogen væsentlig Forandring i Tiden mellem deres første
Forræderi og deres andet. Det var ikke dem, der havde lidt
under de indvandrede Tyskeres Tyranni; de havde tvertom delt
Byttet med Tyskerne og kappets med dem i at udsuge den
menige Almue. Det vakte naturligvis deres Mishag, at Kong Albrecht
fra først af i en saa væsentlig Grad søgte Støtte hos sine
Landsmænd; men han havde efterhaanden maattet afstaa fra denne
Politik, og i de sidste Aar af lians Regjering spillede ikke det
fremmede Element nogen særlig fremtrædende Rolle i Sveriges
Styrelse.2 Hovedgrunden til, at de svenske Stormænd faldt fra
ham, kan altsaa ikke være at søge andensteds end i de samme
anarkiske Tendenser, der bragte dem til at falde fra Kong
Magnus, og som maatte gjøre dem til aabenbare eller hemmelige
Fiender af ethvert indenlandsk Kongedømme, — uanseet af hvem
eller hvorledes det var repræsenteret, — der prøvede paa at være
noget mere end et Navn og at opfylde nogenledes sin Skyldighed.
Som man ved, var det ogsaa Striden om Iio Jonssøns efterladte
Jordegods og Pantelen, — en Strid, hvorved det fra
Stormændenes Side bare gjaldt rent private økonomiske Interesser, —
der bragte deres Misnøie med Kong Albrecht til at slaa ud i
aabent Frafald.
Hvad nu dernæst angaar Kongevalget i Danmark efter
Valdemar Atterdag’s Død, saa var der mange Grunde, der virkede til
at give det et saadant Udfald, som det fik, foruden Hensynet til
den seirende Kandidats skandinaviske Nationalitet og Afstamning.
Hertug Albrecht viste ikke sin vanlige Kløgt under Arbeidet for
at skaffe sin Æt den danske Krone. Han lod Sønnesønnen paa
Forhaand antage Titel og Vaaben som Danmarks Konge, med
aabenbar Tilsidesættelse af de danske Stænders Valgret. Han
udvirkede en Skrivelse til Stænderne fra den tyske Keiser, hvori
det paalagdes dem at anerkjende Meklenburgeren som Konge,
fordi han var den nærmeste Arving til Thronen. Herved stødte
han fra sig den danske Adel, der havde den vigtigste Stemme ved
Valget, og som satte Pris paa sin Valgret, fordi den var et Middel til
at binde Kongedømmet. Dronning Margrethe derimod, som opholdt
1 Munch, N. F. II. 2: Afd. I. S. 741 ff. og II. S. 304. Erslev, Dronning
Margrethe, S. 146.
2 Erslev, Dronning Margrethe, S. 136. Jvfr. ssts. S. 465—66: «Tyskernes
Indflydelse var faktisk formindsket i Albrechts senere Aar (smlgn. Styffe, Bidrag I.
LXXXV. Anm.). Til skandinaviske Tendenser lios den svenske Adel er
overhovedet intet Tegn, medens det heller ikke tyder paa noget Tyskerhad, at Bo
Jonssøn til Underlensmænd bruger Tvskere (Styffe, Skandinavien i Unionstiden,
S. 110, 190).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
